Som brød ...

Skrevet den 27. februar 2020. Skrevet i Læsestof.

SOM BRØD DER ER BRUDT

@ Peter G. van Breemen SJ

Bøn er at være i Guds nærvær med åbne hænder og et åbent hjerte. Der er mange ting i mit liv, som jeg krampagtigt klamrer mig til: uden tvivl alle mine materielle ejendele, men også immaterielle ting som godt arbejde, mine holdninger, mine venner, mine ideer, mine principper, mit image. Hvis jeg gav slip, ville de dog stadigvæk være der. Intet går tabt. Men mine hænder er åbne. Og det er netop situationen ved bøn. Efter et stykke tid, hvis jeg er villig til at holde mine hænder åbne, vil Herren komme. Han vil se på mig og strejfe mine hænder for at konstatere, hvad jeg har. Han bliver måske overrasket - så mange ting!

Så vil han se på mig og spørge:

“Må jeg have lov til at tage lidt af det?”

Og jeg svarer:

“Ja, selvfølgelig må du det. Det er derfor, jeg er her med åbne hænder.”

Og måske vil Herren se på mig igen og spørge:

“Vil du have noget imod, at jeg lægger noget andet i dine kender?”

Og jeg svarer:

“Nej. Selvfølgelig må du det”.

Det er bønnens hjerte. Herren må fjerne noget og lægge noget andet i stedet for. Ingen anden kan gøre det, men han kan. Han er Herren. Jeg behøver blot at åbne mit hjerte og mine hænder og lige netop blive der længe nok til, at Herren kommer.

Bøn er ikke så meget at søge. At søge antyder en slags utålmodighed, en aktivitet. At jeg er nødt til at gøre noget. Bøn er en venten. Når man venter, lægges vægten over på den person, som kommer. Jeg kan bare vente på denne person. At vente er at udtrykke min magtesløshed, min utilstrækkelighed, og dét er netop min holdning over for Gud. Jeg kan ikke tvinge Gud til at komme. Alt, hvad jeg kan gøre, er at vente og være til stede. At bede er, at jeg giver slip. Jeg har ikke længere styringen, nå jeg beder. Gud har magten. Han kommer, når han mener, at det er tid til at komme. Bøn betyder mod til at lytte, til at opgive sin selvbestemmelsesret .

Meget kan udtrykkes ved blot at vente. Hvad nu hvis fire mennesker planlægger at mødes klokken 09:00 for at tage på udflugt. Klokken 09:00 er dog kun tre af os mødt op. Vi andre venter på den fjerde person – femten minutter … tredive minutter … En hel time. Vores venten viser, at den fjerde person er meget vigtig for os. Vi kan ikke undvære den person. Således vil jeg blot ved at vente på Gud indrømme, at Gud er meget vigtig i mit liv. Jeg kan ikke undvære ham. Edward Farell fortæller i sin bog, “Den overraskende Ånd”, at han bad en eremit (Broder Johannes fra Cat Island i Bahama) om et råd. Men eremitten gav ham ikke noget svar. Han havde intet råd at videregive. Fire eller fem dage senere, da fader Farell skulle forlade åen, sagde Broder Johannes følgende: “Når du kommer tilbage og taler med dit folk, så sig til dem, at de skal være tålmodige med Gud, at de skal vente på ham.” (E. Farrell, Surprised by the Spirit, Denville: Dimension Books, Inc., 1973, 18).

Bøn er at vente. Det er denne venten, som præger og former min personlighed. Når jeg er villig til at vente, bliver jeg anderledes. Bøn gør en person opmærksom, eftertænksom. I stedet for at væremanipulerende, bliver den bedende person modtagelig i denne verden. Personen fastholder ikke, men kærtegner; bider ikke, men berører; spørger ikke, men beundrer og tilbeder. Sankt Johannes af Korset definerer idealet i sit liv således: “At leve i kærlig , opmærksom forventning”. Det er den rigtige holdning for et menneske over for Gud. Bonhoeffer overvejer således: “Hvis du afviser at være alene med dig selv, afviser du også Kristi kald” (quoted by Farrell, op. cit., 114). Man skal være alene, når man venter. Man er nødt til at vente, ikke forsøge at løbe væk - men at lægge hele sit væsen i venten.

Hjertet i en bøn er erkendelsen af Guds kærlighed til mig, og total overgivelse til hans kærlighed er mit svar. Denne personlige dialog mellem Gud og mennesket er det, vi kalder tilbedelse. Det kræver inddragelse af hele ens væsen. Det er menneskets ultimative handling. Når et menneske er blevet fuldstændig koncentreret i tilbedelsen, har det nået den fuldstændige virkeliggørelse, som vi kalder for Himlen. Det er en evigt varende tilstand. Dette er endemålet, det er afslutningen. Derfor kan tilbedelse umuligt bruges som et middel til et formål. Tilbedelsen er i sagens natur neutral. Den er ikke effektiv, da den ikke kan bruges til at opnå noget. Derfor er den så vanskelig. Vores liv er målrettet, planlagt og beregnet til at producere resultater. Selv vores fritid skal tjene et formål. Bøn er en stor undtagelse. Det er en hvilestund, en slags akse, hvorom andre aktiviteter roterer. Når denne akse mangler, bliver vores liv meningsløst. Men selve aksen tjener bogstaveligt talt ikke noget nyttigt formål. Så længe jeg har en hensigt med min bøn, bliver jeg helt sikkert skuffet. Det er en af de største vanskeligheder ved et bønsliv. På et tidspunkt kan jeg ikke se, hvad det nytter og føler mig da fristet til at give op.

Mange prædikener har forsøgt at overbevise os om, hvorfor det er “nyttigt” at bede:

— fordi Gud hører vores bøn.

— fordi bøn giver visdom og indsigt, der ikke kan findes andre steder.

— fordi bøn giver en dyb fred, som verden hverken kan give eller borttage.

— fordi bøn er en kilde til styrke, som hjælper os gennem alle vanskeligheder i vores liv.

Alle disse begrundelser for at bede er gyldige, men de tangerer ikke den ultimative dybde i bøn. De er sekundære i forhold til spørgsmålet: “Hvorfor bøn?” Bønnen kan ikke måles i begreber som “nytteværdi”. Bøn kan kun forstås som en fuldstændig overgivelse uden ønske om “at få noget ud af det”. Der kommer et tidspunkt, hvor de sekundære årsager til bøn slår fejl, når de ikke længere er tilstrækkeligt overbevisende til, at jeg ønsker at fortsætte med at bede. Den tid kommer, hvor jeg føler, at min bøn ikke bliver hørt. Der kommer en tid, hvor jeg føler bøn som et totalt spild af tid, når jeg ikke finder en indsigt at glæde mig over, ingen fornemmelse af tilfredshed. Så kan jeg blive fristet til at udskifte min bøn med en halv times læsning eller en spadseretur. Dét kan jeg da i det mindste få noget ud af! Og den tid velkomme, hvor bøn ikke længere bringer fred, hvor den forbruger mine ressourcer og får mig til at erkende min svaghed. Hvordan kan jeg løse disse vanskeligheder? Hvad er bøn? Bøn er spild af tid? Og mere end det - spild af mit eget jeg? Denne fornemmelse af spild af tid er et ganske virkeligt og hårdt tiltrængt symbol på et langt dybere tab og overgivelse, som sker under enhver ægte bøn! “Den, der mister sin sjæl, vil finde den”, er hjertet i enhver sand bøn. Det betyder ikke, at bønnen ikke har nogen frugtbar indvirkning, men at “nytte” ikke kan være formålet med bøn. Et venskab kan byde på mange “nyttige” fordele, men hvis det eneste formål med venskabet er “nytte”, så er det ikke noget venskab overhovedet. Som Mester Eckhart, en af middelalderens store filosoffer udtrykker det: “At bruge Gud er at slå ham ihjel.”

Bønnens liv kan forklares i tre faser. I første fase koncentreres bønnen om erkendelsen af, at Gud er kærlighed. Gud som elsker mig, som jeg er (og ikke som jeg burde være). Han kender mit navn, det er indskrevet i hans håndflade. Han har elsket mig først. Bønnen soler sig i Guds kærlighed, indtil den endeligt gennemtrænger hele min væren, indtil jeg genkender den i mit hjerte(hjerte forstås her som mit centrum hævet over intelligens, vilje og følelser. Det som gør mig til mig selv). Bønnen betyder at være helt sikker i Guds nærvær. Bøn kan derfor aldrigvære et forsøg på at ændre Guds sind: dette er en hedensk tanke. At bede er at overgive sig til Guds kærlighed, at hengive sig selv og sige ud af det ganske hjerte, uden frygt: “Komme dit rige, ske din vilje”.

Det er ikke nok at vide, at Gud er kærlighed, det kan jeg ikke leve af. Den tanke, som slår mig så overbevisende i dag, bliver alt for hurtigt til en bleg skygge. Gud ved, at jeg er et menneske. Han har gjort sin kærlighed håndgribelig, synlig i Kristus: “Den, der har set mig, har set Faderen”. (Johannes 14:9). Bønnens anden fase koncentrerer sig således om mennesket Kristus. Det betyder, at jeg forsøger at lære Kristus bedre at kende, elske og følge ham nærmere, som Sankt Ignatius understreger det gentagne gange i sit værk “Åndelige Øvelser”, og som vi kan synge med de samme ord fra Evangeliet: “Tre er de ting, jeg beder om: at se dig mere klart, elske dig mere inderligt, følge dig mere tæt dag efter dag”. Denne viden vil vokse til et personligt forhold til Kristus og med tiden modnes til samme relation i mit liv, som det skete for Sankt Paulus, der skrev: “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”. (Galaterbrevet 2:20) og “Thi for mig er livet Kristus”. (Brev til Filipperne 1:21). Et nyere eksempel på et sådanvenskab med Kristus findes i Dietrich Bonhoeffers liv, hvor han i et brev af 21. august 1944 skriver:

“Nøglen til alt er »i ham«. Alt, hvad vi med rette kan forvente af Gud og bede om, er at finde hos Jesus Kristus. Gud hos Jesus Kristus har intet at gøre med, hvad Gud, som vi forestiller os ham, kunne eller burde gøre. Hvis vi skal lære, hvad Gud lover, og hvad han opfylder, må vi holde ud i stille meditation om livet, mundheld, gerninger, lidelser og Jesu død … I Jesus har Gud sagt Ja og Amen til det hele, og det Ja og Amen er den faste grund, som vi står på. I disse turbulente tider taber vi gentagne gange af syne, hvad der virkelig gør livet værd at leve. Vi tænker, at fordi det ene eller det andet menneske lever, giver det også mening for os at leve. Men sandheden er, at hvis denne jord var god nok for mennesket Jesus Kristus, hvis et sådant menneske som Jesus levede, da, og først da kan livet have mening for os. Hvis Jesus ikke havde levet, så ville vores liv være meningsløst, på trods af alle de andre mennesker, som vi kender og ærer og elsker.” (Dietrich Bonhoeffer, Letters and Papers from Prison, edit. by Eberhard Bethge, rev.ed. , New York: The Macmillan and Herder, 1969, 213-214)

Tredje fase i bøn finder Gud involveret i hele virkeligheden. Ikke kun i Jesus Kristus kan jeg finde Gud, men i ethvert menneske og faktisk i alle ting. Bønnen betyder nu at sige “Ja” til virkeligheden, at have en positiv holdning til livet, at bekræfte, hvad der er, ikke af overfladiske årsager, men fordi Gud er det dybeste fundament for alt, hvad der der eksisterer - og mig. Bønnen betyder, at jeg erkender, at det dybeste fundament har et navn, og at jeg udtaler dette navn. Først fra det øjeblik beder jeg i ordets sande betydning.

Bøn berører det dybeste fundament. Den indebærer en venten – som før en fødsel, i mørke og forventning. Da bønnen finder sted ved roden af mit liv, står hele mit liv på spil. Bønnen kan hverken være én del af mit liv eller et forsøg på at bestikke Gud. Jeg kan aldrig bede, medmindre jeg er villig til at hengive mig fuldstændigt. Mange vanskeligheder i bøn skyldes den kendsgerning, at folk faktisk ikke ønsker at forpligte sig til noget. Men medmindre vi diver os selv helt, er vores bøn ikke autentisk. Bøn aldrig være en erstatning for hele mit livs virkelige gave. Lad os som eksempel tage min daglige tid. Hver aften ved midnat modtager jeg en gave: firetyve timer. Bøn betyder, at jeg giver slip på disse fireogtyve timer, at jeg nu vil bruge dem på den måde, som Gud ønsker, at jeg bruger dem. Når min bøn er oprigtig, siger jeg altid på en eller anden måde: “Ske din vilje”. Derfor kan jeg ikke hævde, at tiden er min egen. Martin Buber forklarer det udmærket, når han siger: “Bøn sker ikke i tid, det er tiden, der sker i bøn … at vende relationen er at blive virkeligheden kvit”. (Martin Buber, I and Thou, tras. Ronald Gregor Smith, New York: Charles Schribner’s Sons, 1937, 9). De fireogtyve timer er inkorporeret i bønnen. Og når jeg beder, selv om det kun er i fem minutter, så er disse fireogtyve timer ikke længere mine egne. Ganske intuitivt føler jeg kampen. Når jeg beder, er jeg nødt til at træffe et valg, et meget grundlæggende valg: Vil Gud være i mit liv eller ikke. Når jeg beder, er jeg nødt til ar svare på det spørgsmål. Når jeg ikke beder, behøver jeg endnu ikke at træffe dette valg. Jeg kan udskyde valget indtil …

Bønnen gør mig til et stykke brød, der er brudt. Det er ved at bryde brødet, at jeg bliver stillet til rådighed, ofte på måder, som forbliver skjulte for mig. Som brød bliver jeg givet ikke een gang, men mange gange, atter og atter. Bønnen både kræver og tilføjer vilje til at acceptere det mysterium som et kald, jeg besvarer med hele mit væsen. Det er i brødets brydelse, at jeg forstår påskemysteriets død og opstandelse. Hvis jeg skal udfolde dette mysterium, må jeg bede, ellers vil jeg aldrig kunne udfolde det. På den anden side, hvis jeg ønsker at bede, må jeg være åben for at benytte dette mysterium, ellers kan jeg aldrig bede.

Jeg må leve på en sådan måde, at jeg kan bede. Den egentlige vanskelighed er ikke så meget bønnen, men den måde, jeg lever på. Undertiden klager jeg over, at bøn gør mig anspændt, og at jeg ikke kan bede regelmæssigt. Det er med sikkerhed en virkelighedsflugt. Bøn skaber ikke anspændthed. Men min måde at leve på passer simpelthen ikke sammen med min bøn. Når jeg ikke beder med åbne hænder, når jeg ikke giver Gud fuldstændig frihed, når jeg afviser det, som jeg godt ved, at han tydeligvis beder mig om, så bliver min bøn tør, tom og fortvivlet. Jeg kan ikke sige: “Ske din vilje”. En sådan bøn er som at spille tennis på en bane, hvor der er rejst en fodhøj jernpæl et eller andet sted midt på min banehalvdel. Med en konstant frygt i mine tanker for at løbe ind i den pæl kan jeg ikke nyde spillet. I stedet for at være afslappet bliver jeg anspændt og bange. Hele spillet er ødelagt. Enten giver jeg op i løbet af kort tid, eller også spiller jeg færdig, ikke elegant, med en indædt beslutsomhed, en præstation i bare ikke at have givet op. På nogenlunde samme måde kan bøn blive til en præstation, noget som jeg vedholdende gør hver dag ( ligesom at se TV eller spise sine tre måltider om dagen). Denne bøn er falsk. Den er blot en illusion. Mit liv står ikke på spil (? Oversættelse) . Sådan en vane med et fornægte, sådan en blind stædighed giver næring til et dybtliggende hykleri, der gradvist trænger ind i alle aspekter af mit liv. Thomas Merton beskriver en sådan uægte bøn som “falsk inderlighed” (“bogus inferioritet”). Det ligner en from hellighed, men er i virkeligheden noget præsteret og ikke oplevet. Og Merton fortsætter: “Det er desværre alt for sandt, at falsk inderlighed har reddet ansigtet for fromme mænd og kvinder, som således slap for at vedkende deres fuldkomne ubetydelighed” (Contemplative Prayer, New York: Herder and Herder, 1969, 135). Værst af alt er den skade, som disse mennesker forvolder på andre, som ønsker at lære at bede. De fjerner det tiltrækkende ved bøn. – “Hvis dette er bøn, har jeg ikke lyst til det”. De skaber en enorm modvilje mod bøn. Hvorfor? Fordi deres bøn ikke er ægte. Men hvem kan gennemskue det?