Fader Serapfin undervisning

Meditation med fader Serafin  (7 lektioner)

af fader Mirosław Bereza, benediktiner

INTRODUKTION

For første gang læste jeg om meditationsteknikken af fader Serafin af Athos i benediktiner klosteret i Montreal. Dette kloster blev grundlagt af fader John Main OSB sammen med fader Laurence Freeman OSB. Formålet var at meditere og undervise i kristen meditation.

Det var en tekst på to sider, en fortælling om en filosofi studerende fra Paris, som var ankommet til Athos bjerget, for at lære hjertes bøn af den østlige kirkes munke. Teksten gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig, og jeg huskede den hele tiden under min flere måneder lange rejse over meditationscentrene i Canada og Amerika. Under et ophold i det kvindelige benediktinerkloster i Osage Monastery skrev jeg en poetisk version af historien. Nogle år senere stødte jeg på en bog betitlet Écrits sur l’hésychasme. Une tradition contemplative oubliée (Paris, 1990), forfattet af Jean-Yves Leloup. Jeg blev meget overrasket da jeg opdagede at bogens første kapitel genfortalte historien om  den filosofi studerende fra Paris og fader Serafin, men i en væsentligt udvidet version i forhold til den som jeg oprindeligt læste. Jeg kunne dårligt holde mig fra at give en fyldig kommentar til meditationen og fader Serafin. Således opstod en tekst, som senere mange gange blev omredigeret og udbygget under mit arbejde med at delagtiggøre andre i kristen meditationsteknik. Den efterfølgerne kommentar er en af versionerne. Jeg ved at den har hjulpet mange til at betræde vejen til kristen meditation. Jeg håber den også vil hjælpe dig.

MEDITATION –hjertes bøn

Enhver som været i kontakt med Østens åndelige liv, både i Mellemøsten og i det fjerne Østen, plejer at rejse spørgsmålet om værdien af Jesusbønnen, hvis oprindelse kan føres tilbage til kristendommens ældste tradition,en fælles tradition for den Østlige og Vestlige kirke. Spørgsmålet blev også taget op af paven Johannes Paul II. Forinden søndagsbønnen Angelus Domini den tredie november 1996 talte han om den meditation der kaldes hjertes bøn og som ved en gentagelse af  ordene: "Herre Jesus Kristus Guds Søn, forbarm dig over mig Synder!" bliver ligesom sjælens åndedræt. "Udtalt dybt i hjertet henviser denne bøn til et hemmeligt fælleskab. Den lille bøn – som Fædrene kaldte den – er en stor skat og samler alle bedende for Kristus' åsyn". Paven understregede at denne bøn som også kaldes Jesusbønnen er blevet populær i Vesten blandt andet takket være Pilgrimmens fortællinger.

Selvom Jesusbønnen blev udvidet i de østlige kirker, har den dog fælles oprindelse med rosenkransen, der somme tider bliver kaldt for Vestens Jesusbøn. "Derfor tager mennesker, som leder efter en vej til fornyelse og forening med Gud den op - skriver A. Rosenberg – som en vejviser til stilhed og ro. Og de kan gøre det ganske trygt – fordi den meditationsteknik der overbringes under navnet hjertes bøn i virkeligheden er en teknik der går helt tilbage til apostlenes tid". [A. Rosenberg, Das Herzensgebet. Mystik und Yoga der Ostkirche, München 1995, side 5].  Det er således en bøn af økumenisk oprindelse, men også en bøn som har betydning som et samlingspunkt for forskellige religioner, fordi en gentagelse af korte strofer som bøn er velkendt i mange religioner, ligesom anvendelse af en rosenkrans under bønnen.

I vor tid rejser mange unge mennesker til Østen, hvor de leder efter lærere som kan vejvise dem i bøn og meditation. Måske behøvede de ikke at rejse så langt, hvis man kunne vise dem vejen til Jesusbønnen. "Mange flere mennesker – sagde paven Johannes Paul den II til de franske biskoper den 24ende februar 1982 – kunne have gavn af en stille bøn, hvis blot nogen havde lært dem hvordan den skal bedes. Vi oplever desværre nu, at troende gå glip af det levende, af det indre liv at og deres bøn bliver til en tom klang, ligesom deres religiøse praksis, hvis den overhovedet fortsættes, bliver frugtløs". [Se: Antonio Gentili ”Chrześcijanie a praktyki medytacyjne wielkich religii azjatyckich” (De kristne og religiøs praksis i de store religioner i Asien) Karmel No 1 (30) 1989, side 9].  Af denne grund bør man antage en genopdagelse af Jesusbønnen for en stor gunst, givet os af Gud på det helt rigtige tidspunkt, for at vi kan opfylde det bibelske bud om at bede uophørligt (se: 1 Thess 5,17).

Lektion I – Vær som et bjerg

Når du beder …
Når du mediterer,vær som et bjerg
Urokkelig og fordybet i stilheden.
Bjergets tanker gælder evigheden.
Gør ingenting, bliv siddende,bliv bare,
og du vil lære bønnens frugter at kende.

Der er så mange i nuværende tid der klager over at de har det vanskeligt med at bede en bøn. Det er i høj grad fordi vi alt for ofte glemmer vor krop, mens kristen teologi jo er legemliggørelsens teologi. Det at Kristus har påtaget et menneskes skikkelse er en vejvisning der siger at den menneskelige krop er vigtig når man skal søge frelsen. De gamle vismænd som lærte Jesusbønnen, vidste udmærket hvor stor en rolle kroppen spiller under en bøn. De var også overbevidst om at bønnen ikke er så meget at tale til eller at tænke på Gud, men først og fremmest at være sammen med Gud. Derfor opfordrede de til bede med hele kroppen. Det ses klart af den lære som faderen Serafin fra Athos bjerget har efterladt. Til den unge lærde filosof fra Paris, som ønskede at lære Jesusbønnen i praksis sagde han: "Inden du begynder at spekulere over hjertes bøn – skal du først lære at meditere som et bjerg. Spørg bjerget hvad det gør for at bede" [s. 18]. Ved at meditere som et bjerg lærer man ikke blot at erfare selve eksistensen, det enkelte faktum at man er til, men kommer også i minde om Jesus ord: "du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke" (Matt 16,18).

Ved udgangen af det 14ende århundrede samlede to munke fra Athos, Kallistus og Ignazio Xantopoulos, i et værk betitlet Centuria, den viden som er overbragt af Ørkenfædrene og andre ældre stilhededyrkere, som gjorde Jesusbønnen til den vigtigste praksis. I dette værk finder man blandt andet anbefalinger af Gregor Synaita angående kroppens stilling under en bøn - "Sæt dig tidligt om morgenen på en lav skammel, lad din sjæl forlade hovedet og finde vejen til hjertet, og lad den blive der. Bøj kroppen fremover så stærkt at det gør ondt i de spændte muskler i brystet, armene og nakken og gentag stille dybt i dit indre: Herre Jesus Kristus Guds Søn, forbarm dig over mig! Således vil du være i stand til at modstå de fristelser som du ustandseligt udsættes for".

Lektion II – Vær som en blomst

Når du mediterer,vær som en blomst,
Altid rettet mod solen.
Blomstens stilk er altid ret, således også din rygrad.
Vær åben, rede til at modtage alting uden frygt,
da vil du aldrig mangle lys på din vej

Bjerget hjalp den unge filosof at forstå det evige og uforandrede, blomsten fortalte ham om det forbigående og skrøbelige i den menneskelig lod. Blomsten anviser også kroppens stilling (en ret rygrad hjælper meget til sindets koncentration), og den påminder om at sindet altid skal være vendt mod lyset. Disse ganske praktiske anvisningerne angående den bedendes kropsstilling var velkendt i kristendommens begyndelse. Man understregede dengang de stærke bånd mellem praksis og teori. Praksis (Praxis) betød de kristnes „aktive liv”, og det gjaldt ikke så meget prædiken eller velgørenhed (skønt disse former for aktivitet også var omfattet i begrebet praxis), men først og fremmest „en aktiv anstrengelse for at opnå renhed”. Teori (Theoria), som regel oversat som „beskuelse”, skule betyde „at se lyset” ligesom apostlene på Tabor bjerget. Skønt man troede at både det første som det andet havde Guds nåde, mente man dog at mennesket på vejen til Gud ikke er dømt til passivitet. Man mente at theoria ikke er givet hvis den ikke søges [Se: Vladimir Losski, The Visio of God, London 1973, s. 47]. Vestens tradition kender også begrebet "at erfare lyset " – takket være skt. Benedictus, som "så hele verden i en enkelt solstråle".

Ligesom en blomst bøjer sin stilk under blæsten, således ser man også Jesusbønnens psykofysiske aspekt i buk under bønnen. I de gamle klostrerregler anbefalede man endog 100 buk under en bøn.

"En rose blomstrer, fordi den blomstrer, uden at spørge hvorfor" – skrev Anioł Ślązak (Angelus Silesius) i Keruben vandreren [Cherubinowy wędrowiec, oversat Andrzej Lam, Opole-Warszawa 2003: „Rosen vokser uden ”hvorfor”, blomstrer fordi den blomstrer. Den tænker ikke på sig selv og er ligeglad om du ser den”] – På lignende måde bør vi gentage: "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os!" uden at spørge hvorfor. For en filosofi studerende var opholdet blandt blomstrer også en undervisning i at være uegennyttig under bøn. En bøn skal bedes af kærlighed til Gud, som er en belønning i sig selv.

Lektion III – Vær som havet

Når du mediterer,vær som havet,
Altid uberørt i sin dybde.
Bølgerne kommer og gå.
Men du skal være rolig i dit indre,
og onde tanker vil forsvinde af sig selv.

Sådan er det menneskelige sind skabt – tankerne kommer og gå. Hvis vi ønsker at tage tanken til hjælp ved kontrol af sindet, skaber vi bare større uro, det er bedst at lade det i ro. Vi har brug for stilhed, tavshed og ensomhed, for at bede rigtigt. Vi har brug for det simple. En viden som analyserer alting, søger det abstrakte, vil have opsummering og vurdering, kan være en stor hindring for en bøn, fordi vi derved mister alt det spontane, og dermed også det simple og oprigtige. Bibelen bruger ikke abstrakte begreber, eller teoretisk tænkning i moderne forstand. Det samme sagde Ørkenfædrene, skønt mange af dem var højt uddannede mennesker. Denne attitude betød ikke benægtelsen af det intellektuelle, men fornemmelsen af en hemmelighed, da Guds natur og anliggender er uigenkendelig for hjernen. De er tilgængelige alene i hjertes kærlige begejstring. Læsning af Bibelen var for munkene en af de vigtigste pligter. Nogle af dem kunne det Hellige Skrift udenad, i hvert fald Det Nye Testamente og Salmebøgerne, men man diskuterede ikke indholdet. Vi har mange vidnesbyrd som bekræfter det. Det mest kendte henviser til eremitten skt. Anton den Store (Antoni Pustelnik), som under en debat lovpriste en udtalelse af fader Josef som sagde: "Det ved jeg ikke!" [Se: Księga Starców (Oldingenes Bog), oversat M. Borkowska OSB, Kraków 1983, s. 53]. Man bør dog vide meget og erfare meget, for at møde Hemmeligheden, hvortil vejen ofte går gennem nat og mørke og man skal have mod til at sige: "Det ved jeg ikke!" „Sæt dig i stilhed, gå ind i mørket – siger Herren” (Es 47,5).

Den russisk pilgrim, skrev efter at have praktiseret Jesusbønnen i en længere periode: "Jeg er blevet så vant til den, at hvis jeg et øjeblik holder op, har jeg fornemmelsen af en mangel, jeg føler at jeg har mistet noget. Jeg går igen til bønnen og føler mig lettet og glad (...) Tanker, som jeg engang havde, er forsvundet af sig selv og jeg tænker kun på bønnen, som jeg har lært i mit sind, og efter en tid oplever jeg at hjertet af sig selv fyldes med varme og mild velvære " [Opowieści pielgrzyma, (Pilgrimmens fortællinger) oversat Andrzej Wojnowski, Poznań 1993, s. 32-33]. Uden frygt trods vanskeligheder kunne han derfor gentage bønnen: "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os!"

Lektion IV – Vær som åndedrættet

Når du mediterer, husk åndedrættet,
Takket være åndedrættet er mennesket levende,
Åndedrættet er givet af Gud og skal leveres tilbage til Gud.
Foren bønnens ord med livets strøm,
og intet vil skille dig fra Ham der har skænket os livet.

Det hebraiske ord ruah betyder vind, åndedræt eller sjæl. Åndedrættet skal forstås som livets pust, som skaber ordets magt, gør det ligesom levende, får sit eget væsen, sin selvstændige eksistens. Af samme grund kunne Esau ikke opnå den anden velsignelse. Ordet har så stor en magt, at Gud ligefrem skaber verden ved et ORD og ved et ORD frelser den. I den bibelske tradition er ordet til, ikke så meget for at betyde, men for at bringe frem, især når det gælder navnet. Derfor følger der så mange steder i det Gamle Testamente et spørgsmål om Guds navn. Og mennesket har i umindelige tider opråbt Herrens navn, mens hele Israels historie beviser at Gud besvarede råbet – ”Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber HERREN an, og han svarer” (Se: 1 Mos 4,26 og Sl 99,6).

Nu kan vi måske bedre forstå hvor bønnens ord: "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os!" blev gentaget i åndedrættets rytme i overensstemmelse med anbefalingen af Jan Klimak Synaita (som levede i det 7nde århundrede) -"Lad mindet om  Jesus følger hvert af dine åndedræt ".

Lektion V – Vær som en fugl

Når du mediterer,vær som en fugl,
Som uafbrudt synger for Skaberens åsyn.
Dens sang gå højt som røgelsens røg.
Lad din bøn være lige som duens kurren
og du vil aldrig blive træt.

Den meditative bøn betegnes også som ruminatio, det vil sige gennemtygning. Det er en betegnelse som føres tilbage til det Gamle Testamente, hvor der tales om rene dyr som tygger. Skt. Augustin videreførte denne gamle tradition idet han opfordrede til at gennemtygge det vil sige til at meditere, for "at blive en ren og ikke en uren skabning". Det mest velkendte dyr som tygger er naturligvias en ko, og den er således ofte stillet de mediterende som et forbillede. I hebraisk tradition har meditation fået navnet haga. Isaiah brugte dette udtryk for ta betgne løvens brølen, hunduens kurren og bjørnens brummen. På Athos bjerget fandtes hverken bjørne, løver eller køer, hvorfor man lærte bønnen af en hundue. Fuglen lærer os frihed, uegenyttighed, at flyve over de jordiske begrænsninger. Hunduen er også symbolet for Helligånden.

I dag få man leveret færdige svar på alle problemer, vi kan også selv lide at have alting på plads, med rigtige navne, beskrivelser og vejledninger. Det en sygdom som leder til åndelig død, fordi sjælen, som en fanget fugl, dør mellem hænderne på os. På samme måde bliver alt det som er beskrevet og lukket inde i ord til en død viden. Mennesket er dog af naturen frit som en fugl og ligeledes er kærligheden som en fugl, vejen er som en fugl, og tusinde andre ting er som fugl, fordi de har brug for frihed for at leve og i al stilhed gøre deres eksistens gældende. "I Ro og Tillid er eders Styrke" – siger Herren (Es 30,10).

En stille, monoton  gentagelse af bønnens korte ord kan også minde om fuglens sang. Den russiske pilgrim, gentog, i overenstemmelse med den gamle mands anbefalinger, bønnen tre tusinde gange og senere op til tolv tusinde gange om dagen. Det store tal kan forekomme os absurd. Pilgrimen udførte dog sin lærers befaling og oplevede at bønnens ord genlød i hans indre under søvn, arbejde, spisning og hvile, skønt han rent formelt set ikke længere gentog dem. Da forstod han hvad det betyder "at bede uophørligt". "Denne i begyndelsen  anstødende mekanisme - skriver Walter Nigg – fører i virkeligheden til at fjerne alle udvortes hælpemidler og viser sig at være vejen til en af de største sjælelige oplevelser, nemlig en uophørlig indre bøn" [Walter Nigg, Des Pilers Wiederkehr, Zurych 1954, s. 166]. Ørkenfædrene opnåede en dybtgående erfaring ved bønnen men var ikke så naive at de troede det var tallet der var det vigtigste. Gentagelse medfører hukommelse, og skaber en habituel attitude, en attitude hvor man til stadighed husker Gud, hvor den vante hukommelse selv bliver til en bøn. John Cassian, som i sit værk Samtalerne populariserede de kristne ørkenmunkes lære, oparbedjet i den ægyptiske ørken, giver mange værdifulde tips: "Den der kun beder når han knæler, beder kun ganske lidt. Den som knæler for en bøn men i sit indre er distraheret, beder overhovedet ikke. Således skal vi under bønnen være som vi er forinden bønnen " [Se: John Cassian, Samtaler, X, 14, 2 ]. Hvis bønnen skal være levende er alt hvad vi laver i hverdagen vigtigt.

Lektion VI – Vær som Abraham

Når du mediterer,vær som Abraham
Som ofrede sin søn til Gud.
Og gav tegn til at han var rede til at ofre alt.
Du skal også forlade alting,
og Gud vil fylde dig med sin tilstedeværelse.

Gud sagde til Abraham: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus ..." (1 Mos 12, 1). Filon af Aleksandria samt mange af mystikerne, tolker disse ord som asketisk-mystisk deklaration, hvor man lader al jordlig uorden og verdslige tanke hvile. Jan Tauler sammenstiller teksten i Genesis med Kristus’ ord: "Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv" (Matt 19,29). Abraham skulle også ofre sin søn og det vil sige absolut alt som han elskede. Gud ønsker dog ikke menneskelig blod, kun hjertets beredskab til at ofre alt for kærlighed. At give afkald på alting betyder total beskedenhed.

Jesusbønnen syntes at være den allermest beskedne form for bøn. For kan man forestille sig noget der er mere simpelt end at gentage det simple opkald - "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os!"? Måske er det dog lettere at give afkald på alle materielle goder, eller at bruge dem således at de ikke er til hinder for bønnen, end at give afkald på tankens og fantasien rigdom. Ørkenfædrene anbefale dog: "Hvis du beder, må du ikke forestille dig Gud som et synligt billede. Du må hellere ikke tillade din hjerne at få selv brudstyker af en tanke, men skal være formløs overfor Den Formløse". I bønnen giver vi afkald på vor viden om himmel og jord, livet, kærligheden, ja også viden om Gud og vejen til Ham. I bønnen gælder det ikke om viden om det virkelige, men om virkeligheden selv, som den er; ikke om viden om himmelen, men selve himmelen, ikke viden om kærligheden, men evnen til at elske, ikke viden om livet, men hele livet, ikke viden om vejen, men selve vejen, ikke viden om Gud, men det gælder om at være sammen med Gud.

Lektion VII – Vær som Jesus

Når du mediterer, er det Jesus
som beder inde i dig til Fader i Ånden.
Du bringes frem af varmen i hans kærlighed.
Vær som en flod der er alle til nytte,
og den tid kommer hvor du forvandles i kærlighed.

Som vi ved det af Det Hellige Skrift er Gud tilstede i navnet. Når vi således i bønnen nævner navnet Jesus, kommer han til at være hos os og sammen med os, bliver vor lærer og mester. "Herren giver jer ulykkesbrød og trængselsdrik; men din vejleder vil ikke mere holde sig skjult. Med egne øjne skal du se din vejleder. Med egne ører skal du høre et ord, der lyder bag dig: »Her er vejen, den skal I følge!« I vil jo til højre, og I vil til venstre" (Es 30,20-21). Hele vor bøn fører til at opnå bevidsthed om Guds nærværelse og tilstedeværelse i alt, som sker i vort liv, både i det som er glædeligt, som i det, der er vanskeligt og pinligt. Ørkenfædrene talte om at gå for Herrens nærværelse, om at leve "i Hans åsyn, da Han ser på os højt oppefra". At gentage Jesus’ navn er også at råbe: "Maranatha! (Kom Herre! Kom Herre Jesus!)". Den engelske benediktinermunk, fader John Main, som i det forrige århundrede genopdage den kristne meditation, anbefalede eleverne at de under bønnen gentog: „Maranatha!”. Idag er der i verden, både i Øst og Vest over et tusinde meditationsgrupper, som praktisere meditation i overenstemmelse med John Mains anbefalinger.

"Alt har min fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for" (Luk 10,22). Måske er det derfor at Ørkenfædrene sørgede mere for at være sammen med Gud end at tale om Ham. Når den unge filosof spurgte den gamle Serafin om Jesus, blev han belært således: "For at bede som Sønnen – skal du blive sønnen og opretholde samme nære forhold som Ham med Den som han kalder sin og vor Fader; det er Helligåndens værk, som vil bringe dig ihu alt som Jesus har sagt" [Jean-Yves Leloup, s. 26]. At gentage den simple opfordring til bøn - "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os!"  - er også at være sammen med Jesus under bønnen i olivenhaven, hvor han "bad med de samme ord" (Mark 14,39).

Afslutning

Bjerget lærer os meningen med evigheden,
Blomsten visner og belærer os om det forbigående,
Havet lærer os ro i modvind,
og kærligheden lærer os altid kærlighed.

Når Jesusbønnen praktiseres med hengivelse over længere tid opstår forskellige forbavsende virkninger inde i os. Den  russiske pilgrim minder os om det, da han selv har fundet megen trøst i forskelligt, både i sjælen, i følelserne og i åbenbarelser: "I sjælen – skriver han – oplever vi sødmen af Guds kærlighed, en indre ro, en begejstring i sindet, tankernes renhed, en lyksaliggørende tænkning om Gud. I følelserne – en velgørende varme for hjertet, en sødme der fylder alle lemmer, en glædelig bæven i hjertet, en frisk lethed; vi fornemmer livet som behageligt, vi plages ikke af hverken sygdom eller sorg. I åbenbarelsen oplever vi en oplysning - en forståelse af det Hellige Skrift, vi forstår skabningernes sprog, vi føler os frie for den jordlige larm, lærer sødmen ved et indre liv,vi får vished om Guds nærværelse, ligesom hans kærlighed til os " [Pilgrimmens fortællinger, s. 59 og senere].

Enhver kan når op i bønnens højeste sfære via Jesusbønnen uden nogen speciel teknik, med enkelt undtagelse – af kærlighedens "teknik". Uden denne betyder bønnen ingenting. Bønnen – som vi sagde i begyndelsen – er en nåde, en gave som er ganske fri og det kommer udelukkende an på os, hvad vi vil gøre med denne gave. Hvor de største goder findes, er spillerummet også bedst for det værste onde, derfor kan man ikke forvente store frugter af en bøn, uden seriøs askese og afkald.

Jesusbønnen er slutteligt, som enhver anden bøn, et udtryk for kærlighed og leder os til kærlighed. Kærlighed er i sig selv nok, den spørger ikke: "Hvorfor?", fordi den finder svaret og støtten i sig selv. Jeg elsker for kærlighedens skyld og har mod til at blive elsket. Skaberens og Frelserens kærlighed kan af mennesket kun besvares med ubetinget kærligheden til Ham.

Når vi avancerer ad bønnens vej, forsvinder efterhånden ordene og pladsen indtages af en stilhed, hvori Guds kærlighed finder udtryk, "for Gud er kærlighed" (1 Joh  4, 8). Når vi udstråler kærlighed trækker vi andre med til Gud, derfor er Jesusbønnen også den bedste evangelisation. Dog er der altid brug for stor tro. „De hellige fædre – skriver den russiske pilgrim – forsikrer, at hvis man fyldt med tro og gode hensigter retter et spørgsmål, selv til en Sarracen, kan man også fra denne får et nyttigt svar, mens hvis man uden tro og med ond hensigt forlanger råd af en vismand, bliver det alligevel ikke tilfredsstillende” [Pilgrimens fortællinger, s. 165]

Fader Jan Mirosław Bereza OSB