Om bøn som tilværelse (2)

Skrevet den 1. februar 2020. Skrevet i Praksis.

II.3. Korsets vej (10 korte kapitler)

af Jacek Bolewski, jesuitter

Behøver man så at tilføje at den rensende vej, meditationen fører os igennem, er korsets vej? Der har været mange, også nogle iblandt de fremragende teologer, der mente at meditation er "et forræderi" mod korset (H.U. v. Balthasar). Det er selvfølgelig vanskeligt at benægte, at nogle af formerne, f.eks. de former hvor man søger "ekstraordinære" - eller "behagelige" tilstande, med rette kan beskyldes for at være en flugt – og det ikke bare en flugt fra korset, men også fra virkeligheden. Men en sådan misforståelse finder ikke anvendelse ved dyrkelsen af den „simple meditations praksis", som er emnet for vores overvejelser. Alene den kendsgerning at vi overfor de vanskeligheder som vi møder leder efter et tegn, er set fra et kristent synspunkt et udslag af korsets hemmelighed: et tegn for modstand mod et (u-)menneskelig onde, og samtidig et tegn for Guds frelse. Det samme gælder det ambivalente i vanskelighederne – et udslag af det onde som er skjult i vort indre, men også et udslag af det gode det som er rensende – begge passer til det ambivalente ved korset, som på den ene side indebærer det værste onde og på den anden – det højeste gode. Altså uden at lade os distrahere af polemik eller teologiske finesser kan vi på dette sted nøjes med at påpege at der findes et endnu stærkere bånd, en sammenknytning mellem "praktisk" meditation og korsets hemmelighed. Vi har før talt om "ophævelsen" af det onde, hvorved korsets ambivalens kan beskrives i det daglige sprog som vi bruger: i den tvetydige enhed af "ophævelse" som "udholdelse" af det onde og som følge deraf resultatet (hvor hårdt det end er at udstå!) nemlig "tilintetgørelsen". Et andet udslag af ambivalens i meditation er vejen til "befrielsen". I første omgang taler vi naturligvis om at blive fri FOR det onde. Men der er en betingelse for at dette kan ske: nemlig den at man første må befri SIG SELV og afsløre det onde, som var skjult i vort indre. Det er netop den måde åbenbarelsen foregik hos Jesus Kristus. Hele Evangeliet bringer os beviset. Allerede i begyndelsen åbenbares Gud samtidig med at det onde som eksisterer i verden bliver "aktiveret": "Bóg się rodzi, moc truchleje"[1] (Gud kommer, al magt rystes) – ikke alene i Betlehem, hvor det onde "som ryster" af frygt afsløres hos Herodes og hans morderlige ugerninger... Også i begyndelsen af Jesus’ offentlige virksomhed viser det sig at alene hans ankomst "udvikler" dæmoner som er skjult i menneskers indre. Hvad mere, sker det på den måde, at det er det første som "afslører" hvem Jesus er, mens de onde kræfter samtidig afslører sig selv: "Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!" (Mk 1, 24). Jesus selv lægger ikke skjul på, at Hans frelse som menneskets frelse fra det ondes trældom må ske ved det ondes særlig intense virke. Således skal man forstå Hans første ord blottet for enhver illusion: "Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid." (Luk 12, 51).

Netop deri ligger vanskeligheden som skal overvindens på korsets vej under meditationen: det onde, som findes i vort eget indre afsløres ganske tydeligt, men går man endnu dybere ind, findes det godes tegn, som hjælper den mediterende til en rigtig holdning. Det kan godt være at det gode er vanskeligt tilgængeligt og til stadighed truet. I første omgang ledes vi fra ved adspredelse, senere bliver vor uvilje mere klar "rendyrket", som en omtåget, vanskeligt forståelig tilstand, som er endnu vanskeligere at udholde. Men i steder for at finde "udvejen" ved at opgive meditation, eller svække ens motivering, skal man blot blive ved ad den eneste rigtige vej, der fører til en virkelig "ophævelse" af dette onde: at holde fast ved Jesus. Vi iagttager ganske vist også alle de negative følelser, som findes i vort indre. Men det er en oplevelse som afslører disse følelser, om samtidig er det det første skridt for at gøre os fri, vi lader jo ikke lede os af dem så meget som før, hvor vi overhovedet ikke anede dem. Og skal vi blive helt frie er der kun en ting mere som er nødvendig: at vi koncentrerer os helt om Jesus, for at lade Ham selv virke i vort indre. Den endelige befrielse kommer nemlig ikke som resultat af vor egen vilje eller vor egen aktivitet, men ene og alene ved at vi åbner os for Guds virke. Således er korsets endelige mening: det er en situation, hvor vi selv intet – overhovedet intet kan gøre – bortset fra det ene, nemlig at følge Jesus under korsfæstelsen – og sammen med Ham – at hellige os helt det Ene. Gør vi det, vil Jesus som vi holder fast ved, gentage lydløst også i os selv: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." (Luk 23, 46). Alt det andet er – ikke tavshed, men virke, Faderens virke som bliver til, i gennemgangen gennem døden ind i det fyldestgørende liv – sammen med Den Genopståede.

II.4. Ikke mig, men Kristus i mit indre

Når vi taler om om vejen – om vanskelighederne, om rensning, om korset – må vi ikke glemme målsætningen, dersom Jesus både er det ene... som det andet. Når vi ser det fra vejen kan vi tilføje: i en meditation gælder det om at "han skal blive større, jeg skal blive mindre." (Joh 3,30). Således kunne Johannes sige om sit forhold til Kristus, og det er Johannes Døberen hvorom selve Jesus har bevidnet, at der "blandt kvindefødte ikke er fremstået nogen større end Johannes Døberen. Men den mindste i Himmeriget er større end han" (Math 11,11). Sådan er det fordi forholdet mellem Johannes og Jesus trods alt var udvortes, uanset den umiddelbare anvisning af en kommende Messias. En målestok for det nye forhold, som gælder i den nye virkelighed i Himmeriget, findes i udtalelsen af et andet vidne til Kristus – Apostlen Paul. Han beskrev sin enhed med Jesus således: " Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig" (Ga 2, 20).

Apostlens ord er det vanskeligt at gengive i vor daglig tale. I vor "ligetil", dvs. ordrete tolkning virker de som en sproglig "fejl ": hvem er det som taler, og hvem er det som lever? "Jeg"? "Ikke Jeg "? Apostlen? Kristus? Meget kunne her tilføjes om hemmeligheden ved den menneskelige person og dens dybeste mening i kristen forståelse som afsløres hos Jesus Kristus. Fordi det er jo netop hos Gud i Person det åbenbares, at meningen er en fuldkommen hengivelse til den anden Person. Det er også meningen i Jesus ord som er citeret før : "Hvem som har set mig, har også set Faderen ". For at sige det med andre ord: Jesus er SIG SELV i fuld udstrækning, en Person, når han intet andet gør end det som Faderen gør. Hans mission, hele Hans liv som Søn er "frembringelse", og "repræsentation" af Faderen: "Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen" (Joh 5, 19). Apostlenes værk er en forlængelse af Kristus mission, apostlene er sendt: Som Faderen har sendt mig, således sender jeg eder... Derfor er det en apostels hovedopgave at repræsentere Kristus overalt hvor han selv kommer, hans virksomhed "som følger" Jesus værk er frugten af en dybere lighed med Herren – en enhed som er bevidnet af st. Paul, når det ikke er ham som virker, men Kristus som lever i ham.

Således er også målsætningen med meditationens vej. Ikke aktivitet, men tilstedeværelse er grundlaget. Derfor er meditationens " ikke-aktivitet" ikke en almindelig mangel på virksomhed. Hvor stor en aktivitet kræver det ikke: at modstå alt andet, alt som leder os bort fra en koncentration om det ene, om Jesus, at give os hen til Ham og kun til Ham – Hans tilstedeværelse og aktivitet! Det kræver så stor en anstrengelse i starten at lade denne aktivitet komme frem, fordi vi skal mod-virke vort ”Jeg” og dets gamle vaner, vi skal lade det jeg dø hen, for at det kan genopstå som "en ny skabning " hos Jesus Kristus. Jo mere, jo dybere denne hendøen gennemføres, desto lettere bliver det at holde fast ved Jesus – fordi det ikke længere er "mig", men Ham i mig som virker og opretholder hele "min" aktivitet. Det bliver således let at virke – fordi vi bæres frem af Guds Ånd: som blæst op af en vind, vi skal blot lade os bære.

Dog skal vi atter engang gentage: det er ikke den rigtige vej at lede efter denne "lethed", den skal ikke søges og den skal ikke forventes. Under en meditation forventer vi jo ikke at vanskelighederne forsvinder, men vi holder fast Jesus Kristus. Jesus har iøvrigt ikke lovet os, at vi ved at holde fast ved Ham – ved at følge i hans spor – slipper for at møde vanskeligheder i vort liv. Så mange gange bebudes det og advares om i Evangeliet – Den Gode Nyhed – vanskeligheder som vi skal møde, og som især det troende menneske kan blive udsat for. Dog lover Kristus en ting og det er et løfte som vi altid kan stole på: han vil aldrig forlade os i vanskeligheder, men støtte så vi kan holde ud – blot vi holder fast ved Ham. Vanskelighederne er jo korsets vej. Men hvis korset er givet os, fordi vi skal holde fast ved Kristus, i steder for at bygge på vor egen aktivitet, så sker der det, når vi modtaget Ham, at vi tager imod det dybeste: Ham selv og vort korsfæstet "jeg", genfødes I Kristus. Vanskelighederne tæller ikke længere, kun Ham som er i dybden – i alting – Han som kommer og ER.

IV. At afvente Gud - hos Jesus

Beskrivelsen af øvelserne i "simple meditations praksis" i kapitel II omfatter de vigtigste elementer angående vores holdning, først og fremmest udvendige, men delvis også indvendig. Netop dette "delvis" er en antydning, at der er mere at sige om den åndelige holdning – om det, som er det vigtigste i meditationen. Derfor har vi nu to opgaver at løse. Først – i dette kapitel – skal vi supplere vor viden om den indre holdning, som skal følge med øvelserne og som samtidig uddybes ved praksis. Det er en beskrivelse af positiv natur, det vil sige at den handler om meditationens "tiltrækkende" elementer: vi skal se vejen fra målets side, hvis "tiltrækkende" virkning styrker os til at overvinde vanskelighederne på vejen. Vi talte om disse vanskeligheder - "som er hverdagen " i meditationens praksis – i kapitel II.2. Ganske vist er der vanskeligheder som viser sig ved øvelsernes begyndelse, lige fra den spæde begyndelse. Men hvis vi nu skal opmuntre, er der ingen grund til af afskrække med hensyn til meditation, lad os derfor begynde med at søge nogle elementer af... Den Gode Nyhed.

IV.1. Guddommelig-menneskelig virksomhed

Hvad skal man gøre? Hvordan? Når vi begynder med disse spørgsmål – som vi så ofte er stillet overfor i vort liv – giver vi udtryk for en overbevisning, at det ikke blot gælder vor aktivitet, men også starten til den. Imidlertid vil Evangeliet, som Den Gode Nyhed, fortælle os noget ganske andet. Det udtrykkes klart i Jesus programerklæring, som begynder Hans undervisning ifølge den ældste del af Evangeliet: " Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet" (Mk 1,15) Først er der tale om det som Gud gør, hvad Han selv har gjort for menneskets vel: Han har nemlig bevirket at de mange århundredes ventetid er ved at afslutte, hans frelsende ankomst er ved at blive fuldført. Tidens fylde – tiden for Guds kongerige i verden er "nær", og Jesus er bebudelsen af denne nærhed - Han, som bringer os Den Gode Nyhed og som åbenbarer den ved sin Person. Det er Ham som er Den Guddommelig Begyndelse – som altid er tilstede hos Gud og som er indlevet i tiden, som netop derfor kan blive "tidens fylde " (Ga 4, 4). Stillet overfor denne hemmelighed som Jesus åbenbarer, har vi kun brug for eet. Derom taler den anden del i Hans opfordring,som formaner til omvendelse og tro. Ja, begge elementer er et udtryk for den samme holdning, som Gud forventer at mennesket skal indtage, dersom Evangeliet er blevet ham bekendt: en omvendelse er "simpelthen" tro på at Den Gode Nyhed er sand. Er det så enkelt? Ja det er,selvom det for os, for hvem begreber "tro", "sandhed" og "Den Gode Nyhed " er blevet vante udtryk i den grad, at det for os er vanskelig at modtage Guds sandhed i hele dens simpelhed. Så vanskeligt er det at selv Jesus var i højeste grad forbløffet og udråbte højt sin taknemlighed: " Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige " (Mat 11, 25).

Hvordan skal man bære sig ad med at forstår det simple ved Evangeliet – hemmeligheden skjult i Guds virksomhed for vores vel? Ud af de mange eksisterende veje skal vi her vælge en enkelt – nemlig den vej som ligger vor meditation nærmest. Det er vejen for "afventning af Gud ". Det gælder her kun een holdning skønt den er tilstede i to dimensioner. I første række det grundliggende, det vil sige selve Guds holdning: Det er Ham som venter. Hvordan skal dette forstås? Det skal forstås således, at alt hvad han har kunnet gøre for os, er allerede gjort. Hvordan kan man udtrykke alt dette?

Hemmeligheden ligger allerede i Bibelens billede af Guds virksomhed ved skabelsen: efter værkets fuldførelse kunne Gud "hvile" (Gen 2, 2), og han efterlod nu al virksomhed i verden til mennesket. Går man ud fra dette billede vil hele verdens historie være en forlængelse og videreførelse af den syvende dag under skabelsen – fuld af ro "hvile", eller må man sige Guds "inaktivitet" som baggrund for menneskets foretagender i verden. Denne guddommelige "inaktivitet" er en stor hemmelighed; det betyder nemlig ikke at Gud "ingenting gør ", men at hans aktivitet i verden er af en ganske anden natur end menneskets virksomhed. Det udtrykkes mest fuldkomment af Kristus, som er tvunget til at rette menneskelige forestillinger om Guds "inaktivitet". Da Jøderne forbød arbejde i sabbat, ved at henvise til Guds "hvile", modsatte Jesus dem en dybere sandhed: Hans virksomhed er kun et billede af Faderens aktivitet (J 5,17-19). Derfor foretager Kristus helbredelse på sabbat, for at vise at hvilen under sabbat ikke er menneskelig "inaktivitet", men guddommelig som betyder den højeste form for aktivitet, som er symbolet for kærlighed – helbredende og frelsende.

Således bringer allerede skabelsen den dybeste sandhed frem om Guds aktivitet i verden, skønt det først er senere, at grundlaget afsløres ved Kristus som Begyndelsen for alting, som er skabt. Derfor må man ikke tro at Gud ved skabelsen foretog sig "for lidt" for først ved at frelse gøre "mere"... Men det er sandt at frelsen indenfor Guds „inaktivitet” i verden åbenbares på den mest dramatiske måde: ved den korsfæstede Jesus’ magtløshed, som også er Guds magtløshed, skønt det ikke er (Hans) sidste ord, da den fyldestgørende mening i denne "inaktive" kærlighed først åbenbares ved Genopstandelsen. Og dog fortsætter "en afventning af Gud" og betyder også at Kristus’ offer er vedvarende – ganske vist er det gennemført "engang for alle ", men netop på en sådan måde, at Kristus bliver ved i sin hemmelige inaktivitet, " hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder " (Hebr 10,13).

Det er den ene, den grundliggende side af "ventetiden ": Gud venter på at mennesket skal tage imod Hans hemmelige „inaktivitet” – på samme måde som Jesus modtog og åbenbarede den. Netop hos Ham, hos Jesus, blev hemmeligheden fuldbyrdet: Hans „inaktivitet” åbenbares som guddommeligt-menneskelige – som den højeste form for aktivitet der "ophæver" det onde, som tages imod i kærlighed. Det samme venter Gud - Jesus – af alle mennesker, venter kun een ting: at de ikke skal modvirker Guds inaktivitet, men at de uforbeholdent vil åbne dem for den – i overensstemmelse med skabelsens hensigt – Guds billede, Hans aktivitet.

Først når dette er belyst kan man også forstå den anden side af "ventetiden": nemlig mennesket der venter Ham. Den samme Jesus, som åbenbarede meningen med ventetiden netop fordi at han i et menneskets skikkelse gav et fyldestgørende svar, ønsker at lære andre mennesker det samme svar, og begyndte i første omgang med sine elever. Den holdning med at være på vagt og vente, som er beskrevet i så mange historier, gælder ikke i første omgang Herrens "genkomst", men Hans første ankomst – Hans overraskende, ikke på nogen måde lige det som menneskerne ventede "passage" (pasha) gennem korset. Det er jo netop i Getsemane at han opfordrer eleverne: "Våg, og bed om ikke at falde i fristelse " (Mat 26,41). Desværre hjalp ikke Kristus’ opfordring dengang. Derfor er den forsat og altid aktuel – også overfor "genkomsten", Herrens anden ankomst. Og den anden ankomst foregå også på en anden måde end menneskerne venter – kun dem som er agtpågivende fordi de beder – vil være i stand til et øjne Herren som kommer dem i møde. Vi skal "være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne," (Luk 12, 36-38).

Denne historie forudsætter at ventetiden Finder sted om natten – i mørket hvor man ikke kan se Herren. Det er et billede af vor tro, som ikke retter sig efter det synlige, men holder fast "som om han så den usynlige" (Hebr 11,27). Det vi ser er sædvanligvis det onde, og dertil de forskellige vanskeligheder. Derfor er troen rettet mod det foregivende, som synes at modsige Guds tilstedeværelse og nærværelse, der rettes hen imod det usynlige – det som er vedvarende "trods alt" i Hans usynlige tilstedeværelse. Troen ved, at Gud ikke er gået væk, han har ikke forladt os, han er ikke holdt op med at virke i verden; vi tror at Hans tilstedeværelse og hans aktivitet er af en anden art, en hemmelighed art, der kun afsløres ved tro og for dem som holder fast ved troen og som takket være deres tro er åbne for Guds virkning. Derfor kan vi også frembringe et andet billede fra Bibelen som kommer sandheden en omgang nærmere, og hvor ventetiden for Gud ikke betyder at men venter på noget fjerntliggende som først skal tilbagelægge en lang vej, for at "komme igen" til os. Det billede udtrykkes i Jesus egne ord: "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig " (Joh Åbenbaring 3, 20).

Er vi gået for langt væk i alt det, som nu er blevet sagt, "fjernet os" fra emnet meditation, og skal vi nu først til at "vende tilbage"? Nej det er ganske tilstrækkeligt blot at "bemærke", at hele den holdning som er beskrevet som "ventetiden for Gud " eller guddommelig-menneskelig inaktivitet dækker over nøjagtigt det samme som det gælder i meditation – det gælder nemlig en simpel koncentration om Jesus. Hvad mere, vi er nu i stand til at påpege elementer i vores indre holdning mere klart, vi kan beskrive den åndelige stemning som er så væsentlig ved meditation.

Det er blevet mere klart at en koncentration om det ene, betyder at vi skruer vor aktivitet ned til det minimale. Naturligvis er dette "minimum" slet ikke ubetydeligt; det har vi fået bevis for i hele det foregående kapitel, som har omhandlet det emne! Og dog er det sådan: kroppens urørlige stilling, samling af hele opmærksomheden om åndedrættet og til sidst om Navnet – alt dette er ikke så meget et udslag af vor aktivitet, som resultatet af en "inaktiv" holdning som vi har indtaget, eller måske endnu bedre: resultatet af en dybere åbning som sker i vort indre. Her på dette sted er vi ikke interesseret i at analysere eller betegne nærmere denne dybere åbning. De fleste vanskeligheder som vil blive omtalt fra nu af, finder sted under en meditation fordi vi er alt for dårlige til at indskrænke vor ”aktivitet”, og åbne os uden forbehold for Guds virkning. Og for resten... er det slet ikke let at sige hvornår det "kun" er Gud der virker i vort indre, fordi selvom om vi realiserer en holdning der betyder den største mulige åbning for Hans virkning, sker denne virkning jo i en guddommelig-mennekselig enhed, en hemmelighed som kun Jesus kender. Det er således lettere at sige hvad vi skal undgå under meditation, hvad det er vi ikke vil have med: nemlig alt det andet som ikke er koncentrationen om det ene - Navnet Jesus. Og hvad nu?

Historien om de ventende som vi fremdrog giver os muligheden for at betegne holdningen under en meditation mere præcist. Vi beskæftiger os ikke med mørket, som omgiver os, vi skænker det slet ikke vores tanker; vi lader os ikke fortæller at Herren er langt væk, at han kommer for sent... Nej, vi koncentreres om det ene, om Hans usynlige tilstedeværelse iblandt os, en tilstedeværelse som kun er synlig i Hans Navn. På denne måde åbner vi os for Ham – og når Han Finder at vi er tilstrækkeligt åbne, vil han træde ind med endnu større kraft, for at virke i os og gennem os. Fra vores side er der kun en ting at gøre: vi skal lytte, vi skal forvandles til "et øre", som når vi ønsker at høre noget der bliver sagt ganske sagte, og hvor vi derfor holder åndedrættet tilbage for at intet skal forstyrre os i at lytte. Under en meditation standser vi ikke åndedrættet,fordi Navnet netop følger med åndedrættet - men vi lytter intenst til Navnet, sa intenst at intet selv ikke vort åndedræt kan bortlede vor opmærksomhed...

IV.2. At holde fast – at samle frugter med Jesus

Når vi leder efter billeder som kan udtrykke det væsentligste i holdning under en meditation, finder vi atter et eksempel, måske det allerbedste. Det er givet os af Jesus’ elskede elev - den som dybest har oplevet båndet med Herren, og Hans kærlighed. Det er ham som mest klart har fortalt os hele Jesus liv, men især Hans død der tyder på at "han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste" (Joh 13,1). I belysning af denne kærlighed fuldbyrdes sandheden fra det Gamle Testamente, som netop den mest elskede elev kunne formulere, som en enhed mellem Gud og den nærmeste: "Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set" (1 J 4,20). Men dette "gamle" kærlighedsbud får en ny mening, dersom enheden mellem kærligheden til Gud, og til mennesket åbenbares hos Jesus, i Hans guddommelig-menneskelige kærlighed. Hos Ham åbenbares hvordan Gud elsker verden og mennesket – nemlig som Jesus elsker os. Derfor formulerer Jesus ifølge sin elskede elevs vidnesbyrd ”sit” bud: "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer" (Joh 15,12).

I dette ene bud er indehold hele Evangeliet. I begyndelsen har vi Guds kærlighed som er legemliggjort og synligt hos Jesus. Vi ville ikke kunne forstå hvorfor VI skal elske Ham, hvis vi ikke forstår hvordan Jesus elsker enhver af os. Ligesom Jøderne i Det Gamle testamente, mener vi ofte at Guds bud ofte overskrider vores muligheder, at de umuligt kan efterkommes. Vi forstår ikke budene, fordi vi ikke forstår kærligheden, som åbenbares i dem. Vi har brug for en omvendelse, dvs. en radikal ændring af vor tankegang: det er ikke bestemte anvisninger, for hvordan vi skal te os i vort liv og vor virksomhed, som kommer først i rækken, men kun det ene: at vi gå ud fra at Gud virkelig elsker os – for gør vi det, vil alt det andet blive os givet... Og netop derom taler det billede som Jesus har efterladt os som den umiddelbare baggrund for hans bud – et billede der samtidig, på en mest fuldkommen måde, udtrykker det som det gælder i meditation:

"Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.. (...)Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed". Og efter de allerede citerede ord om kærlighedens bud tilføjer Jesus: " Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn" (Joh 15, 1-5 & 16).

Skal man give en kommentar til disse ord, med henblik på vores meditation? At blive hos Jesus – at blive så tæt som en gren på vintræet... Dette billede er mere fuldkomment end historien om de ventende, hvor man ligesom forudsætter at Herren ikke er komet endnu, at Han først skal komme, skønt Jesus et andet sted i slutningen af Evangeliet giver os sikkerhed: "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende " (Math 28,20). Hans ankomst åbenbares just når vi åbner os for Hans tilstedeværelse – det sker fordi vi har holdt fast ved Ham, fordi vi har holdt fast ved Navnet. Og deri er alt andet indeholdt. Først og fremmest en rensning som sker og som jeg vil fortæller om i næste kapitel – en rensning, efter hvilken Jesus virker i os på en stadig mere fyldestgørende måde, således at vor aktivitet, når tiden for aktivitet kommer, virkelig bliver Hans aktivitet. Der er ingen grund til at frygte at meditationens „inaktivitet” vil være ugunstig for vores aktivitet i livet, som jo er en nødvendighed. Dersom vor „inaktivitet” betyder at vi holder fast ved Kristus, vil Han virke aktivt hos os mere og mere fuldkomment – også udenfor meditationen. Han bærer frugter til os som sætter spor i vort liv – det er holdbare frugter, kærlighedens sande frugter. Vi begynder at forstår at det er sandt: uden Ham kan vi slet intet gøre. Men holder vi fast ved Ham – der kan vi alt som han ønsker, beder vi Ham om noget i hans navn, vil han gøre det” (som i Joh 14,14).

IV.3. Meditationens trinitære mål

I den teologiske del af vore overvejelser vil vi endvidere gøre opmærksom på et spørgsmål, som vi har nævnt før men kun ganske kort. At holde fast ved Jesus og Hans Navn betyder ikke at vi kalder Ham, vi henvender os hellere ikke til Ham; det er snarere en erkendelse af Hans tilstedeværelse – at han er i os og støtter os: Jesus. Så hvem er det vi henvender os til? Et simpelt svar: "til den Ene ", som vi har gentaget mange gange, er tilstrækkeligt... og samtidig utilstrækkeligt. Det er tilstrækkeligt fordi det svarer ikke alene til det udtalte ord Jesus , men til hele Hans holdning. Det Ene som Jesus henviser til, er alting, det er – det ER. Hvem? Jesus kalder ham Faderen. Men selv dette navn – dette ord – er ikke tilstrækkeligt, til at udtrykke det Enes hemmelighed. Fordi denne enhed igen er noget anderledes end menneskerne har forestillet dem før, inden Jesus. Det er en enhed i et fælleskab af Personer: en enhed mellem Faderen, Sønnen og Ånden – en enhed, som man ikke kan "lukke" i Gud alene, men som er åben for et fællesskab af menneskelige personer. Det er nok, igen at henvise til det vidnesbyrd vi har fra den mest elskede elev, som beskrev dette guddommelige-menneskelige fælleskab bedst som kærlighedens enhed. Det udtrykkes i Jesus’ bøn som eleven har gengivet: "at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, (...) for at verden skal tro, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig " (Joh 17,21 og 23).

Hvad er meningen indeholdt i dise ord, til brug i vor meditation som koncentration om Navnet Jesus. Det er ligetil: hvis det eneste vi koncentrerer os om er dette Navn, så åbner vi os ikke kun for Personen Jesus, men vi deltager samtidig – på en mere fordækt og hemmelig måde – i hans fælleskab med Faderen, Ånden – og med alle mennesker. At tale om det er i mange tilfælde nødvendigt, men det er det ikke væsentligt for selve meditationen: den er nemlig en vej som gør det muligt at REALISERE den dybere, mangeartede enhed – ja netop realisere, indleve, ikke så meget "at erfare" hvis vi derved skal forstå at opleve noget ekstraordinært, nej – mere at leve og virke under denne umiddelbare indflydelse. Derfor er det tilstrækkeligt at holde fast ved Jesus, og alt det øvrige – det er Hans "sag", Hans liv og virksomhed rettet uforbeholdent imod Enhedens hemmelighed.

Denne dybere skjulte trinitære karakter af meditationen kan også udtrykkes på en anden måde – når vi klarlægger de enkelte elementer på meditationens vej. Vi begyndte med en koncentration som omfattede kroppen. Det ene som vi koncentrerede os om var ikke „selve” kroppen: ikke kun fordi vor opmærksomhed kunne være rettet mod dens enkelte dele, eller fordi at den tog hensyn til kroppens forhold til omgivelserne; vor koncentration om kroppen rakte også dybere – den var "transcendent" overfor kroppen i den forstand, at den ikke var begrænset til kroppen alene, skønt selve det element der rakte "udover" – ikke var udtalt tilstede, men eksisterede kun skjult i dybden. På denne baggrund var den næste øvelse – at samle opmærksomheden om åndedrættet – at betragte som et skridt længere på vejen til "at komme ud" af skjulet for at udtrykke det "ene", som vi søgte ved at et hjælpende holdepunkt i vor krop. Koncentrationen om åndedrættet kunne vi bruge som et symbol for det "ene" og en klarlæggelse af den sandhed, at det ikke kunne begrænses til kroppen alene; det blev os en god hjælp på vejen til at forstår den åndelige mening med øvelserne, idet man dog ikke må glemme, at åndedrættet kun er et symbolsk billede af Ånden, som - igen – gør det uendeligt transcendent. Og så kommer vi videre, hvor vi allerede fornemmer – gør vi ikke? At en fuldbyrdelse af koncentrationen i meditation, koncentrationen om Jesus er den mest udtalte "udvej" af skjulet, en fuldbyrdelsen af dets trinitære struktur? Ganske vist er Navnet, som vi holder fast ved, også "kun" et symbol, som dækker over Personen der skjuler sig under det. Men DETTE symbol og DET Navn, har en særlig evne til at bringe Det Enes hemmelighed nærmere, det Ene hvori Jesus åbenbares mest fuldkomment, fordi Jesus er ikke blot vejen tril et mål, som transcenderer Ham, men også selve målet – samtidig "vejen og sandheden og livet ". Derfor har vi at: "Den, der har set mig, har set Faderen" (Joh 14,6 og 9).

V. Vejen til livet i kærlighed

Tiden er inde for at opsummere vore overvejelser. Meditationens vej, som vi har kaldt den "simple praksis", skal lede os frem til en vej der er endnu mere vanskelig – til livets vej. Vi behøver ikke længere at forklare at vor meditation ikke er nogen form for flugt fra livet. Alle de vanskeligheder som vi møder på vejen er jo tydelige tegn der fortæller os, at skønt det ydre varierer noget fra hverdagens beskæftigelser og vor daglige aktivitet, betyder det ikke automatisk at vi også fjerner os indvendigt, i det åndelige liv: under meditationen kommer alting ”tilbage”, og bortleder vor opmærksomhed fra det eneste, som vi netop ønsker at koncentrere os om. Men da vi alligevel ikke viger for disse vanskeligheder, men i overensstemmelse med de principper, vi har sat os, ser deri tegn som giver os muligheden for en rensning, vil vor holdning under meditationen åbne os for noget mere: efterhånden vil vanskelighederne holde op med at være forstyrrende, og gribe på en uønsket måde ind i vort rolige samvær med Jesus – i første omgang under meditationen, senere også udenfor. Det kommer også som et tegn på at vor udholdenhed – en ekstra gave som vi får fra Jesus som støtter os - vil forandre os selv samt vort liv på en altomfattende måde. Den virkelige fred, som vi har fundet på meditationens vej, vil ikke forlade os hellere, stillet overfor vanskeligheder i det virkelige liv – i ro vi vil finde styrke til at virke, til at stå imod alle vanskelighederne og ophæve dem gradvis.

V.1.Den perfekte kærlighed

I vores overvejelser – lige såvel som i sleve meditationen – Beskæftiger vi os ustandseligt med een ting, den eneste, som indtager forskellige former eller navne. Blandt disse er kærligheden et af de vigtigste. Derudover naturligvis Navnet. Virkeligheden som er skjult bag, er målsætningen for meditationen. Vi har allerede sagt en del om de to holdninger: meditation og kærlighed. Lad os til en afslutning supplere dem med nogle bemærkninger i forbindelse med enheden, den enhed, takket været hvilken, meditationens vej bringer frugter i form af kærlighed.

Den perfekte kærlighed – er i Evangeliets belysning kærligheden til Gud. Den åbenbares i Jesus – i Hans Person, Hans tilstedeværelse og virkning iblandt menneskerne. Det har vi talt om før. Jesus selv siger ikke meget om kærlighed, idet han giver den et vidnesbyrd, med hele sin person. Så meget desto vigtigere er de få ord, hvor han taler direkte om kærlighed. Det er helt enestående at Gud selv skal stå som et eksempel for os, for hvordan vi skal te os: vær "perfekte, som Faderen i himlen er perfekt ". Endnu mere overraskende er det som ifølge Jesus er et ypperligt kendetegn for Guds kærlighed: "han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige " (Mat 5, 45). Det perfekte er her først og fremmest det at Guds kærlighed ikke skiller ad, ikke skelner mellem gode og onde. Derfor bliver Jesus’ nye bud om perfekt kærlighed ikke blot en gentagelse af det gamle: "Du skal elske din næste", men tilføjer: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, " (Mt 5,44).

Vi behøver ikke at tilføje at Jesus selv, har givet os et eksempel på en holdning netop derved, at han "elskede til det sidste " – og det sidste var korset, hvor han bad for dem som havde forfulgt han. Lad os bide mærke i den måde hvorpå praksis i meditation bringer os nærmere en sådan holdning. Vores korsfæstende „inaktivitet”, at holde os udenfor alt, som forsøger at adsprede os, undtagen det ene – at holde fast ved Jesus – er netop en realisering af selve Jesus holdning i en given situation. Vi retter os ikke efter de tanker, de problemer, de følelsesbetonede oplevelser som er noget dybere, vi vurderer dem ikke, om de er gode eller onde, behagelige eller ubehagelige. Vi betinger ikke vor samtykke eller afvisning af det, hvordan de er eller hvordan de ser ud for os. Vi retter os kun efter det Ene – og efterlader alt andet, simpelhen helt til Ham. Kun på denne måde kan vi gradvis blive i stand til at forstå den uforståelige "ligestilling" nemlig Guds kærlighed. Ja sådan, men er den virkelig helt ubegribelig? Den virker som den ikke ser forskel på godt og ondt; mere end det, hvis man i det hele taget kan tilskriver Gud en slag skelnen, da vil det i Evangeliets belysning – til de ”godes” forargelse – vise sig, at Gud ligefrem udmærker de onde! Ganske ubegribeligt! Medmindre vi... ved at holde fast ved Jesus og ved at åbne os for Hans holdning overfor mennesker begynder at forstå meningen med Hans virkning.

Hvordan kan vi forstår det? Vi har allerede bemærket at vi under meditationen lærer at være agtpågivende, at være opmærksomme, at være tilstede uden forbehold. Hvis vi taler om det „sanselige” for bedre at forstår det, så har vi lært at være "opmærksomt lyttende" eller "observerende" – men det skal ikke forstås som "flugt" fra virkeligheden, men tværtimod som en meget åben holdning. Evangeliet giver os et ekstra eksempel for en sådan holdning. Den finder vi i den kendte historien om "den gode samaritaner" (Luk 10, 33-37). Vi ved at historien skal være en illustration af buddet om at elske den næste. Vi husker også hvordan samaritanerren viste næstekærligheden: han hjalp, han gav hjælp til et menneske der var i nød, i dødsfare. Men det væsentligste i samaritanerens næstekærlighed har en dybere mening. Naturligvis er der tale om næstekærlighed, men dens første tegn er noget andet: nemlig OPMÆRKSOMHED, samaritanerren bemærker et menneske i nød. At se det er ikke nok, man kan nemlig se uden at bemærke – som det viser sig i tilfælde med præsten og levitten... De var begge beskæftiget med noget andet; deres opmærksomhed var optaget, muligvis var det meget vigtige ting som optog dem, men manglende opmærksomhed overfor den liggende på vejen, afslører den væsentligste mangel – mangel på kærlighed. Derved ser man også bedst, betydningen af næstekærligheden som samaritanerren har vist. Han var også optaget, det kan vi se fordi han straks den næste dag genoptager sin rejse. Men hans opmærksomhed var ikke i den grad optaget af hans egne foretagender, at han ikke kunne øjne en ny, uventet begivenhed og aktivitet. Hans aktivitet var i første omgang hans emotionelle reaktion, han blev dybt rørt ved at se den ulykkelige. Det var ikke kun følelserne som rørte sig, men også noget i dybden, tilstrækkelig dybt til at hans næstekærlighed kom på vagt – og hans efterfølgende aktivitet var således "kun" en videreførelse af hans dybe reaktion. Og behøver vi så at tilføje at den dybt indgroede næstekærlighed i konfrontation med et andet menneske, stammer fra Ham, som har påtaget et menneskes skikkelse – og som har ladet os forstå, at næstekærlighed virkelig er selve Guds kærlighed?

Samaritanerrens opmærksomme holdning er et eksempel for perfekt kærlighed. I modsætning til denne passivitet som de andre passerende udviser – en passivitet forårsaget af en koncentration om deres "egne" problemer, udviste Samaritanerren en anden passivitet. Det viste sig at ved hans holdning, at det er muligt at alt det han beskæftigede sig med før, kan blive ligegyldigt under mødet med et andet menneske, fordi der her har viste sig en nødvendighed af den eneste form for aktivitet, som er stærkt presserende netop i det givne øjeblik. Og skal vi nu beskyldes for misforståelse, hvis vi kalder denne holdning – denne form for opmærksomhed - for et billede af selve Guds passivitet, Hans passivitet i kærlighed? Han har ingen anden mulighed for at hjælpe den ulykkelige som ligger på vejen, end ved at igangsætte samaritanerrens koncentrerede opmærksomhed. Men det er også tilstrækkeligt. Jo mere af den slags opmærksomhed Gud finder, desto stærkere kan Hans aktivitet åbenbares også for den menneskelige aktivitet. Og det er ikke noget tilfælde, at umiddelbart efter historien om den gode Samaritaner, kommer der i Evangeliet et levende, hentet fra et reelt liv, vidensbyrd om den opmærksomme holdning hvori kærlighed kommer til sin ret: i Marias koncentration om det ene - om Jesus (Luk 10, 38 m.fl.).

Det er den samme målsætning som vi vil opnå, ved vor koncentration om Jesus – i hvert fald en kort stund i begyndelsen af vor meditation. Dens frugter vil måske ikke være iøjnefaldende eller vi vil – som tidligere bemærket – endda føle en slag uro, blive irriterede osv. Men lad os være konsekvente: når det kun er Jesus som tæller under meditationen, og det at vi holder fast ved Ham, så er det kun det der optager os – ikke nogle "ekstra" frugter. De vil indfinde dem af sig selv – ikke nødvendigvis på en måde som vi mærker, for at vi ikke skal „prale” os af vore resultater, men vokse støt i vor ydmyge simpelhed... Det er bedre hvis vor forandring bliver set af andre – i vort liv og i vor aktivitet. Selve meditationen kan opleves som et stort kors, som en vedvarende rensning. For det kan synes at vi ikke gør andet, end at blive ved med at konstatere hvor meget vi er bundet til mange problemer og personer – og hvor vanskeligt det er at løsrive os under meditation. Hvis vi virkeligt holder fast – hvis vi bliver ved, ikke blot med at løsrive os, men også at henvende os til Jesus i Hans Navn – vil der ske en rensning, hvis frugter bliver synlige, når vi igen kommer tilbage til vores problemer og mennesker. Det viser sig nemlig at vi er blevet mere rolige, mere fri, at vi har lettere ved at koncentrere os om et emne i et givent øjeblik, uden hele tiden at være spredt mellem mange problemer, som vi aldrig kan løse på en gang. Vi har også lært at lytte mere opmærksomt, og bemærke det andet menneske – uden at lade os lede af vore forudindtagede stilling eller forventninger, men ved at opdage den næste i mennesket, Gud. Det er - kærlighed.

Man kunne tale længe om det, fordi der er så mange misforståelser omkring det vigtigste - nemlig kærligheden. Lad os i hvert fald tilføje dette: næstekærlighed betyder slet ikke kærlighed til alle mennesker. Det gælder ikke følelsesmæssige reaktioner eller "sødladenhed" og bekymringer på grund af ulykker som sker for mennesker og i verden, i al almindelighed (også for dyr). Den næste betyder ikke ethvert ulykkeligt menneske, "lige meget" hvordan det er. Men hvem så den næste? For at tage det generelt: den næste er det menneske, som Gud ønsker at hjælpe – ved vores indsats. Og mere konkret: den næste er det menneske som min opmærksomhed bliver rettet mod ved Guds vilje. Hvordan foregår det? Når min opmærksomhed er på vagt – bliver den aktiveret af et ulykkeligt menneskes tilstedeværelse, og dybere af Gud, hvis virkning inde i mig, kan aflæses fordi jeg er opmærksom, og som vil finde udtryk også i min virksomhed – overfor DETTE menneske. Er det ikke sådan at Jesus "opdagede" sine næste? Det var ikke enhver menneskelig ulykke, som rørte ham i den grad som det er nødvendigt, for at aflæse selve Faderens inspiration til at sætte en hjælpende reaktion i gang. Det er naturligvis rigtigt at det første tegn, det første impuls for Guds virkning kunne være troen hos de mennesker der bad ham om hjælp. Men de steder hvor Jesus efterlod tegn på eget initiativ, rettede han sig efter det indre røre (f.eks. Luk 7,13). Således kan vi tænke os at Sønnens hemmelighed blev realiseret, Sønnen som intet foretog sig hvis han ikke så Faderens virkning: "for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen " (Joh 5,19). Og hvis vi kalder denne holdning som betyder vågen opmærksomhed, en fuldkommen omstilling til Guds virkning, for "kontemplation", så kan vi betegne kærlighedens væsen, som forener Gud og vores næste "kontemplation under aktivitet " – ikke kun hos Jesus , men hos alle som holder fast ved Ham, og viser hans tilstedeværelse stadig mere fuldkomment i deres liv og virksomhed.

V.2. Enhed – i bøn og i liv

Kærligheden som en fælles målsætning for meditation og liv er det højeste udtryk for den enhed, som vi tilsigter – også enheden mellem bøn og liv. Bønnen er kun en del af livet, men det er en "god del", som tager direkte sigte på det vigtigste, og derfor får stigende indflydelse for alting. Vor forandring sker gradvist. Det er en vej for livstid. Det vigtigste er dog at finde den vej – for at have en vejviser der i det mindste kan sige os, hvad der bringer os nærmere målet og hvad som fjerner os fra det, og leder på afveje. Det er ikke tilstrækkeligt at vi beder, fordi en bøn også kan være en afvej. Det er ikke tilstrækkeligt at forvente, at Gud vil høre forskellige ting vi vil bede Ham om. I stedet for at blive utilfreds eller forundret over, at Gud ikke vil høre os, skal man spørge om det nu ikke er lige omvendt – om det ikke er os, som afvise at lytte til Gud, når vi under en bøn ikke lytter opmærksomt til Hans tavshed, som er "døv", kun så længe som vi ikke skænker den tilstrækkelig opmærksomhed.

Et vigtigt skridt i denne retning og vores "simple meditations praksis", som fuldbyrdes i vor bøn: Navnet Jesus. Den forandring som sker, takket være denne praksis er ikke resultatet af vort eget arbejde. Ethvert forsøg at "gøre det selv" at ændre os selv, ender med samme resultat: det arbejde vi udfører, vil måske hjælpe os til at få kontrol over en enkelt af vore fejl, men den anstrengelse det kræver at opnå "kontrollen" kan medføre en indre afstivning, en rå hårdhed, eller kort sagt en "magt", som kan være mere skadelig end den fejl vi har "behersket", med så stor indsats. Meditationen leder os ind på en anden vej – en vej for hele livet. Vi får ingen illusioner om at vi kan nå målet ved vores egne indsats; vi lader Gud virke på en måde som Han finder for godt. Måske er det ikke Hans vilje, at vi skal være fri for forskellige fejl, som gør vort liv og vore forhold til vore næste mere vanskelige. Selv en mand som st. Paul måtte have tid for at forstå, at en hemmelig (for os ukendt) svaghed, som fulgte ham livet igennem, netop var Guds vilje. Han måtte første høre: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed" (2 Kor 12, 9). Det er en illusion hvis vi tror, at vi kan blive fri for alle vore svagheder. Menneskelighed forstået som efter Guds billede, altså det hellige, betyder ikke frihed FOR svagheder; det er snarere en frihed TIL TRODS for svagheder, som ikke leder os bort fra Kristus, men som fører os nærmere til Ham. Netop i den forstand kunne st. Paul til sidst sige, at det netop er hans svagheder, som er hans styrke, fordi de ustandseligt minder ham om nødvendigheden for at holde fast ved Kristus. Og når de bringer ham tættere til Kristus, hvad mere kan han mangle? Hvad kan true os, hvis INTET hverken "noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre" (Rom 8, 39)?

I belysningen af denne kærlighed tager man ikke bare imod sin egen svaghed, men kan også ”ophæve” den effektivt. Jo dybere vi oplever denne sandhed under meditation, desto stærkere forandrer den hele vort liv. Så meget ondt kommer jo til udtryk i vort liv, fordi vi på forskellige måder fosøger at dække over vore egne svagheder, eksempelvis ved at bruge magt eller ved at blive ved med at udpege andres svagheder. Meditationen giver os en chance for at se ind under vor egen maske: den giver os muligheden for at øjne det onde, som skjules inde i os selv, og som, når vi går endnu dybere, viser os Jesus. I Ham finder vi kilden til vor styrke. Når forskellige situationer i livet og vores reaktioner, viser at vi er svage, kan vi tage det rolig og med ydmyghed, fordi sådan er vi i virkeligheden. Vi oplever her det sande ved Kristus’ ord: "Intet kan I gøre uden mig". Netop! Det er ikke muligt at acceptere ens svaghed UDEN Jesus . Og med Ham og hos Ham? Der kan vi opleve den sandhed som apostlen bevidner: "Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft" (Fil 4, 13).

Lad os gentage: det er hele livets vej. Måske skulle vi til sidst sige noget mere om vejens forløb, dvs. om den konkrete plads som "simpel meditations praksis" skal indtage. Vi har før sagt at tiden som afsættes for denne form for bøn ikke skal være kortere end et kvarter. Så kommer der et nyt spørgsmål: på hvilket tidspunkt om dagen skal vi bede? Det er godt hvis vi har mulighed for at bede denne bøn tidligt om morgenen. Især gælder det meget "optagede" mennesker som lige fra det øjeblik, de vågner om morgen, ikke tænker på andet end det virvar af pligter som venter dem. Netop den slags mennesker kan vinder meget, hvis de bliver i stand til at starte med noget andet: således at de gør dem selv klart, at de tænker på mange bekymringer og sager, mens der kun er brug for een ting... En virkelig forståelse af dette, en forståelse som forandrer os – kræver tid og endnu mere: øvelse, udholdenhed ved dyrkelsen af vores "praksis". I nød kan man skænke lidt mindre tid end et kvarter om morgenen, nogle gange ganske få minutter – dog under den betingelse at "tyngdepunktet " i vor praksis er flyttet til om aftenen – hvor vi så ikke længere kan forkorte tiden... Måske er det endnu bedre hvis denne bøn afslutter vor dag. Men ikke "i sidste øjeblik", hvor vi er alt for trætte, og kun magter at lægge os i seng og falder i søvn. Det er langt bedre at gøre det når vor træthed afsløres i form af uro, i nervøsitet, at vi føler vi har svært "ved at komme sig" efter hele dagens strabadser. Netop i en sådan stund, er det godt ikke at løbe bort fra denne tilstand, for eksempel ved at se TV, men netop at blive opmærksom på tilstanden og henvende os til den Ene. Selve bønnen kan i dette tilfælde tage form af en vedvarende "gennemgang" af tanker og følelser fra hele dagen, dog sådan at vi henvender os med det indhold til Kristus, og lader ham virke, det er et skridt på vej til en dybere befrielse. Følgeligt lægger vi os i seng mere rolige, og om morgenen har vi ikke brug for så megen tid til at finde en dybere mening, og en smag for den dag som begynder.

Det er også værd at kommentere forholdet mellem denne form for bøn og andre form for bøn og religiøs praksis. Det gælder naturligvis ikke om at kassere dem! Ikke udelukkelse men integration og samling – det er jo netop det som er målet for vor meditations praksis. Den simpelhed vi leder efter og som vi kommer nærmere på vor vej, vil være tilstede i alt hvad vi gør. Ikke blot vore bønner, men også vort sakramentale liv vil blive dybere, fordi vi åbner os mere og mere for det Enes tilstedeværelse. Især vil den hellige kommunion vise os hele sin dybde: den sakramentale, og mest levende realisering af det, som under meditation foregå mere skjult – at holde fast ved Jesus i union med Ham, i komunion. Dette hvor han siger: "Hvem som står ved Mig, og Jeg ved ham, den bringer rigelig frugt, fordi intet kan I gøre uden mig. (...) I har ikke valgt mig, men Jeg har valgt jer og bestemt at vi skal gå og bringe frugt, og at jeres frugt skal holde ".

V.3. Frugten af dit liv – Jesus

Lad det sidste i vore overvejelse – og mon det er en overraskelse? – være et ord om Maria. Vi er allerede gjort opmærksomme på et andet billede af Maria, dette fra Betanien, som et eksempel for koncentration om det Ene. Men selve Evangeliet påbyder os, at koncentrere os om et særligt fremhævet billede af Jesus Moder, som kaldes ved ordne: "Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt" (Luk 1, 42). Det opkald er blevet en del af den mest populære bøn til Maria, hvor den – i hvert fald i polsk tradition - genlyder som: "... velsignet være Dit livs frugt, Jesus”. Når Navnet Jesus tilføjes på det sted til evangelisk opfordring er det et resultat af den kirkelige tradition. Den polske tradition henleder også opmærksomhed på et andet aspekt af hemmeligheden: Marias "liv", som Jesus er frugten af. Oprindeligt associerede det med livmoder – Hendes livmoder, men idag kan man hellere ikke undgå assosiationer med Hendes liv; man møder forresten ofte en sådan tolkning af bønnen: velsignet være Dit LIVS frugt, Jesus...

Må man her se noget mere end blot et ordspild? Evangeliets vidnesbyrd siger, at Marias rolle i udformningen af Jesus ikke er begrænset til at føde Ham til verden. Som menneske var han ikke blot en frugt af hendes livmoder, men også af hendes senere dyrkelse af Ham – især i Hans barndom, hvad Evangeliet tilfulde bekræfter (Luk 2, 40, 51 og videre). Moderens indflydelse på Sønnen er i grunden meget naturlig, dersom troen belærer os, at den rigtige Gud samtidig var et rigtigt menneske. Dog kan man derudover finde en dybere skjult mening som er "overnaturlig". I denne dybere mening er det på en måde omvendt: foruden Moderens indflydelse på Sønnen, som endnu stærkere bekræfter dennes menneskehed, ser man at Hun er under stærk indflydelse af Ham. Hvad mere er: det er netop hvad Evangeliet fortæller os: om udviklingen af hemmeligheden Jesus og om Moderens modning ved indlemmelsen af hemmeligheden.

Er det nødvendigt at bringe i minde? Ifølge vidnesbyrd fra evangelisten Lukas Modtog Maria – i første omgang – et navn til hendes Barn, "fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv" (Luk 2, 21). Og senere, når Sønnen hvis Navn var blevet modtaget, skulle de vise sig at en enkelt modtagelse af Kristus, i begyndelsen, ikke er tilstrækkelig fordi Hans hemmelighed afsløredes gradvis mens Han voksede op - i Marias liv. De begivenheder som fulgte, overraskede hende gang på gang. Sønnen blev ved med at overraske med sine gerninger. Og hende? Hun blev ved med at forny hendes første "Ja, lad det ske som DU siger". Hun holdt fast ved sin Søn, og lod sig ikke aflede ved de mange uforståelige og endda pinlige tegn på Hans usædvanlige natur, som trodsede hendes tidligere forventninger og forestillinger. Derved holdt hun fast til det sidste, ikke blot til korsfæstelsen, men også ved den fælles ventetid på de velsignede frugter af Jesus død – ved modtagelsen af Ånden, som "kom fra Faderen og Sønnen".

I belysning af denne påmindelse som kunne udvikles og supleres, bliver en ting klart: Maria er atter et billede, en meget betydningsfuld ikon for den holdning som vi leder efter under meditation. Det ikke nok at henvise til de kende ord udtalt i Evangeliet om "mediterende" holdning af Guds Moder: om at hun "bevarede alle disse minder og overvejede dem i sit hjerte " (Luk 2, 19 51). Man må gå ud fra at hun også tidligere og mere skjult realiserede "afventningen af Gud " i sit liv, på en måde hvor den mest simple bøn udtrykkes som en holdning af fuldkommen vågenhed og beredskab overfor den kommende Herre. Takket være Hende blev det muligt at fuldbyrde : Indlevelsen. Gud tog legeme som frugt af Marias livmoder. Men også de troendes fælleskab - Kirken blev Kristus legeme. Og netop Maria var den første "velsignede som troede " (Luk 1, 45), og er på en særlig måde – ved hele sit liv – et levende, legemligt billede af sin Søn. Apostelens ord udtrykker også et fuldbyrdet mål for hendes liv: "Ikke mig, men Kristus i mig - lever". Ja, hele Hendes liv var en modning af den frugt, som hun modtag ved undfangelsen - Jesus , frugten af hendes liv.

Lad os endelig bemærke at Maria som eksempel for mediterende holdning kan tjene som en ekstra hjælp på vej til simpel bøn. Holdningen vist af Guds Moder, Hendes styrkelsen i troen – i en uforandret afventning af Gud viser os HVORDAN vi kan holde fast ved Kristus, og komme til ligne Ham: Jesus kan åbenbares i ny skikkelse, netop hos det menneske som ofrer sig til Ham uden forbehold. Og dette, nye tegn kommer os så meget nærmere da det er "et rent menneskelig " eksempel for Guds indlemmelse, ikke så "enestående" som tegnet vi har fra Gud-mennesket. Desto mere er det værd at rette øjnene mod Maria, for ikke at opgive under de vanskeligheder som vejen byder på, netop når vi syntes at den snævre stig, som er vist os af Gud-mennesket er utilgængelig for os... Og når vi henvender os til Hende, vil Hun ikke drage vort syn til sig selv men overføre det til Sønnen og sige: "Gør alt som han siger jer " (Joh 2,5).

Ja, i vores praksis, i vor bøn til Navnet Jesus, er det nok at sige et ord, kun: Jesus . Men skønt det er Ham som leder os, kan dog de vanskeligheder som dukker op – i bønnen og i livet – være så store, at vi har brug for ekstra hjælp. Det vil være godt hvis man kan finde et menneske ("en åndelig leder "), som i sådanne vanskelige situationer, kan give os støtte og hjælpe med sin erfaring. Men hvis det skulle være meget vanskeligt at finde en, da kan man - foruden bønnen Navnet Jesus - "springe over " –– til Maria, til den bøn hvor hun kommer os nærmest, bringer styrke og trøst. Det gælder især rosenkransen, som har meget tilfælles med den her omtalte "simple meditationpraksis " og kan give os ekstra støtte til den.

Men der er endnu en mulighed. Til sidste vil jeg optræde helt personligt med en gave til jer et personligt vidnesbyrd. Jeg vil nemlig fortælle hvordan jeg selv bringer Maria ind i billedet, eller rettere sagt bruger hendes hjælp for at holde fast ved Hendes Søn i min meditation. Efter den normale indledende forberedelse, når jeg samler opmærksomheden om kroppen og åndedrættet, begynder jeg at sige bønnen " Hellige Maria" frem til disse ord: "... velsignet være Dit livs frugt - Jesus. Så standser jeg ved Navnet – og siger intet mere. Først når tiden for den bøn er løbet ud, siger jeg resten. Og da tiden for vore overvejelser også løbet ud her, vil jeg afslutte på samme måde: "Hellige Maria, Guds moder! Bed for os syndere. Nu og i vor dødstime. Amen."

--------------------------------------------------------------------

Har vi nogen anden udvej? Er vi før eller senere NØDSAGET til at gennemgå en rensning? Kan det så betale sig at vente,i stedet for at imødegå Guds forventninger straks? (69-70)

"At komme igen" og at holde fast ved DET SAMME er en del af vor vej (70).

Det er ikke blot ord. Det er en regel som bevidnes af samtlige deltagende i et meditations kursus, hvor man har gennemført fælles øvelser i hvert fald i så lang tid, at vedvarende oprettelse af en urørlighed stilling kan blev virkeligt et problem, mens en ændring af stillingen på den anden side var dobbelt forkert, fordi det også forstyrrede andre i at meditere. Det kan ske i sådanne tilfælde, at signalet der varsler øvelsernes afslutning afventes og imødeses som en sand frelse – og hele opmærksomheden samles om dette ene, ikke så meget om selve lidelsen som om forventningen, håbet om at man endeligt vil høre signalet! Det er virkelig svært at holde ud, men koncentrationen er ganske stor: der fremkommer ikke talrige og skiftende årsager til adspredelse, fordi hele opmærksomheden koncentreres om afventningen af signalet... Og netop på et sådant tidspunkt – kan det – ganske uventet – vise sig at al lidelse og spænding forsvinder. Og hvad betyder det? Måske er det det første tegn på at afventningen af kun een ting, uanset hvad det er for en ting, kan åbne vejen for et møde med det eneste Ene? (72)

Til dette generelle svar kan vi tilføje som følger: det gode og det onde findes ikke så meget i de genstande, som optager et menneske, men langt mere i menneskets holdning til disse genstande, i det hvordan et menneske vil bruge disse genstande. Allerede i skabelsens vision som vises os i Bibelen, kan vi se at alt, som Gud har skabt er godt, det onde og syndet dukker først op i det øjeblik, hvor mennesket gør et forsøg på at bruge det gode som er skabt på en FORKERT måde, stik imod den orden som Skaberen har givet. Uden dog at gå videre i teologiske overvejelser skal vi blot bemærke på dette sted, at hvis det er sådan at en god skabning kan hjælpe mennesket frem til noget ondt, er det langt vigtigere at blive klar over de ting som rører sig i selve mennesket, og som kan lede mod det gode eller tværtimod, end at se forskelle på "genstande".

Det er netop meningen med "at se forskel på ånder ", som spiller så vigtig en rolle i den kristne åndelige verden. I vores " Simpel meditations praksis" har vi at gøre med en meget speciel måde at skelne mellem ånder. Her er det ikke væsentligt at se forskel mellem gode og onde "genstande" som gradvis dukker op (77-78).

Lad os gentage det atter en gang: det er ikke sagen, at de forskellige andre ting er onde; de kan udmærket være ganske gode, de kan endda på et andet tidspunkt, være os en vigtig hjælp på en konkret vej til Jesus i vor virksomhed. Men hvis vi ikke kan frigøre os fra disse ting, selv i den forholdsvis korte tid en meditation varer, kan vi så sige, at vi er frie, virkeligt frie, hvorved der menes en frihed som selve Kristus er kilden til? Det er dog kun Ham som kan befare os hvis vi holder fast ved Ham, og lader os påvirke af Hans rensende udstråling. Først derefter kan vi få evnen til at se udskille "genstande" i vort konkrete liv: da vil alle vore valg og beslutninger, som vi er nødt til at træffe, være i Kristi ånd, altså hvis Han får lov til at virke i os takket være en opmærksomhed og et valg der til stadighed koncentreres om Ham, under vor mediterende vej hvor vi holder fast ved Ham "trods alt "( 79).

Det er stort set alt hvad når det drejer sig om den "praktiske" side af vor meditation. I dens afsluttende form – når vi koncentrerer os om Jesus navn som gentages samtidig med åndedrættet – kræves der ingen ekstra øvelser. Det videre forløb, fremskridt på bønnens vej er så "blot" frugten af den simple holdning: at holde fast ved Jesus. Til en afslutning af den "praktiske" del – som beskriver de enkelte elementer, der kan betragtes som tre trin til en enkelt øvelse – er det nok værd at tilføje to korte bemærkninger angående hvordan man skal koncentrere sig om navnet.

Først spørgsmålet om hvordan man "sammenslutter" Navnet med åndedrættet. Til at begynde med kan det virke som en overflødig vanskeliggørelse mens vor holdning jo skal være så simpel som muligt... Ville det ikke være mere ligetil at koncentrere sig om åndedrættet alene? Sagen er at disse ekstra vanskeligheder som fremkommer efter man har "tilsluttet" Navnet, ikke er noget argument imod det; det er snarere en antydning, at der mangler noget, nemlig at vor holdning ikke er ganske simpel. Hvis vi derfor fornemmer noget der ligner en konflikt, en spænding mellem åndedrættet og Navnet, skal det opfattes som en antydning af en dybere spænding, der som regel kommer fra et for stærkt "pres" man ligger på udtalelsen af Navnet – et pres som bevirker en forstyrrelse af åndedrættet. "Afspændingen" kan opnås ved at gå tilbage til begyndelsen: vi vender tilbage til åndedrættet alene, og når vi føler os ganske integreret med åndedrættet (vi er faldet til ro) og holder opmærksomheden – opdager vi navnet Jesus deri. Somme tider vil det kræve, at blive ved åndedrættet alene, i længere tid, for at falde helt til ro og blive spændingen kvit; men til sidst vil vi altid komme tilbage til Navnet. Hvorfor? Foreløbig lad os blot gentage: fordi „der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4, 12).

Den sidste bemærkning gælder den måde, hvorpå man udtaler Navnet. Fra det øjeblik vi langt om længe "har opdaget" det med vort åndedræt som baggrund, er det ikke længere åndedrættet, men kun Navnet som skal optage os til fuldkommenhed. Udtalelsen af det, tilpasset vor naturlige rytme ved åndedrættet, sker ikke så meget ved vor egen aktivitet, men som en modtagelse af Navnet, som virker i vort indre. I Navnet findes alting som vi har brug for; derfor kan det og skal det fylde os helt – i begyndelsen i hvert fald det stykke tid som vi har afsat for bønnen. I Navnet er også den Person skjult, som bærer Navnet. Det skal her bemærkes at vi under vor meditations praksis ikke henvender os TIL Jesus , vi gentager ikke: Jesus, vi konstatere blot: Jesus. Det gælder hellere ikke om at knytte Navnet til nogen som helst forestilling. Alene lyden, alene tilstedeværelsen af Navnet er det eneste ene, hvorom vi skal koncentrere. Udenfor dette ene – er der naturligvis mere... Men når vi under meditationen søger det ene – at holde fast ved Navnet Jesus – er der ingen grund til at bekymre sig om andet. Det kommer af sig selv (50-52).

[1] Begyndelsen til en populær polsk julesang.

Forrige